Ung mand amok i rendegraver: Smadrede politibil og raserede have

112
Foto: Shutterstock
En 20-årig mand gik amok i en stjålet rendegraver. Han hærgede først i en have, hvorefter han kørte direkte ind i en patruljebil.

Lige nu læser andre også

Fredag bliver en ung mand fra Fredericia fremstillet i grundlovsforhør. Det gør han, da han har stjålet en rendegraver, som han brugte til at hærge en have på en ejendom udenfor Skive.

Ikke nok med det, så brugte han den også til at hamre direkte ind i en politibil med fuldt overlæg i en gårdsplads ved Rønbjerg lidt udenfor Skive. Episoden udspillede sig ved 06-tiden nytårsmorgen, oplyser politiet til TV MIDTVEST

"Den 20-årige var beruset og bankede på hos et ægtepar, der ikke kendte ham," fortæller Simon Skelkjær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, og fortsætter: 

"Da de afviste ham i døren, gik han ud i en lade og stjal en rendegraver, som han kørte rundt i og raserede haven i et massivt hærværk." 

Ægteparret tilkaldte naturligvis politiet, men da en politipatrulje nåede frem til ejendommen lidt udenfor Skive, var den berusede 20-årige tydeligvis ikke færdig med at rasere. Han valgt nemlig at køre rendegraveren direkte ind i patruljevognen – ikke blot én, men hele tre gange. 

"Betjentene nåede lige akkurat at springe ud af patruljevognen, inden han kørte ind i den tre gange. Patruljevognen var så skadet, at den ikke kunne køre derfra," fortæller Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi også. 

Den unge mand, der er fra Fredericia, blev anholdt kort efter, da han kørte fast i rendegraveren. Den 20-årige er nu blevet sigtet for blandt andet vold mod tjenestemand og hærværk.

Som følge af sin sigtelse for vold mod tjenestemand, kan han potentielt set frem til at skulle en tur i fængsel. I de fleste afgørelser om vold mod personer i offentlig tjeneste bliver den tiltalte nemlig idømt en ubetinget fængselsstraf. 

Anbefalet til dig