Nu siger Sofie Linde stop.
Sofie Linde er en af de mest populære værter, vi har herhjemme.
Hendes forskellige værtsroller har ført hende gennem både børne-tv og store landsdækkende shows, hvorfor hun i dag er landskendt.
Som offentlig person må man lægge ører til meget, men nu sætter Sofie Linde alligevel foden ned.
Det sker i et nyt opslag på Instagram.
Siger nej tak
I opslaget tager Sofie Linde til genmæle mod kommentarer om sit udseende og har et klart budskab til dem, der har en holdning til hendes krop:
“Må jeg ikke godt frabede mig synsninger om hvordan – og hvorfor jeg ser ud som jeg gør? Mit udseende og min kropsvægt fylder normalt ikke det store i mit hoved, men det begynder det at gøre, når andre har holdninger til hvordan min krop fremstår,” starter hun med at skrive, inden hun fortsætter:
“Jeg har arbejdet hårdt for, at mit udseende og min kropsstørrelse blot er et ‘komma’ i min selvopfattelse – og det har jeg sådan lyst til at det skal blive ved med at være.”
Sammen med teksten har hun delt en video, hvor hun viser flere af de – både positive og negative – kommentarer, og dem vil hun gerne takke pænt nej til fremover:
“Nej, jeg er ikke på vægttabsmedicin. Nej, jeg har ikke opskriften på en god kur. Vil du gerne tabe dig, så kender jeg ikke det gode svar? Min umiddelbare anbefaling er, at du taler med din læge eller en diætist,” skriver hun afslutningsvist.
Du kan se opslaget herunder.
