Kvinden sad alene på en bænk, da ordensmagten skred ind og gav hende en bøde.
En 31-årig kvinde fra den tyske by Gelsenkirchen har fået en bøde på 25 euro, hvilket svarer til cirka 186 danske kroner.
Det er der som sådan ikke noget odiøst i, hvis man ser bort fra det faktum, at hun fik bøde for at sætte sig på en bænk ved en legeplads uden at have børn med sig.
Episoden fandt sted sidst i oktober i Glückaufpark. På det gældende tidspunkt var kvinden ked af det og sad grædende på bænken, mens hun talte i telefon med sin tante. Det skriver den tyske avis Bild.
Fik bøde på stedet
Mens kvinden sad på bænken, blev hun kontaktet af tre medarbejdere, der var en del af den kommunale ordensmagt.
De spurgte, hvorvidt to af de børn, der legede på legepladsen i nærheden af bænken, var hendes. Da hun svarede nej, bad medarbejderne om at se hendes legitimation.
Efter at have fremvist legitimation, fik hun udstedt bøden på 25 euro.
Kvinden mener selv, at situationen kunne være blevet løst på en langt bedre måde.
“Det havde været nok bare at sige til mig, at jeg ikke måtte sidde her,” siger den 31-årige kvinde til det tyske medie Westdeutsche Allgemeine Zeitung.
Kommune forsvarer bøden
Årsagen til bøden er, at der tilsyneladende er en lokal regel, som begrænser voksnes adgang til legepladser i Gelsenkirchen.
Legepladserne er som udgangspunkt for børn op til 14 år. Det betyder, at voksne kun har tilladelse til at opholde sig der, hvis de ledsager eller holder opsyn med børn.
Kommunens talsperson, Martin Schulmann, forsvarer derfor beslutningen om at give kvinden en bøde. Ifølge Bild mener han, at bøden var en mild reaktion, som var rimelig forhold til overtrædelsen.
Den 31-årige kvinde har efterfølgende betalt bøden. Det gjorde hun for at undgå, at det vil føre til ekstra udgifter, hvis hun besluttede sig for at gå videre med sagen.