Den nye tavle er en del af et større projekt.
Lige nu læser andre
Vejdirektoratet har sat et nyt skilt op.
Det nye store skilt er en del af et større projekt i Vejdirektoratet, der går ud på at undersøge mere klimavenlige og ressourcebesparende løsninger til vejvisningstavler.
Hidtil har det primært været mindre færdselstavler og midlertidige tavler, der er blevet testet i biobaserede materialer, men nu er den første store tavle hængt op på E45 ved frakørsel 40 Randers C i nordgående retning.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
“Det er første gang, vi tester en tavle i den størrelse i BioPanel. Vi arbejder med at finde mere bæredygtige materialer som supplement til aluminium, som normalt har været standarden i skilte,” siger Hanne Højmark, som er teknisk designer i Vejdirektoratet, og fortsætter:
Læs også
“Vi ser et stort potentiale i BioPanel-skilte, men skal naturligvis være helt sikre på, at tavlerne kan holde til vind og vejr. Vi ser samtidig på, hvor det giver mening at bruge de forskellige materialer.”
Flere nye materialer på vej
BioPanel er et innovativt råmateriale, hvor hampefibre bliver presset til plader, der kan bruges til for eksempel færdselstavler og midlertidige tavler.
Den nye tavle er en såkaldt G15-tavle, som er 175 cm i højden og 275 cm i bredden.
Tidligere har Vejdirektoratet kun afprøvet mindre tavler i BioPanel, blandt andet på tilkørselsramperne ved vejarbejdet mellem Vejle og Skanderborg
Selve pladen i skiltet er kun 2mm tyk, og ligesom en aluminiumstavle er den blevet forstærket, så den lever op til de styrkemæssige krav, der er til færdsels- og vejvisningstavler.
Læs også
”Vi har jo mange tusinde aluminiumsskilte hængt op landet over, og nogle steder kan det give god mening at udskifte dem med nye materialer. Udover BioPanel undersøger eller afprøver Vejdirektoratet for eksempel også genbrugsaluminium, sandwichplader i aluminium og plastik, genbrugsplastik, risskaller og bambus,” siger Hanne Højmark og fortsætter:
“Lige nu hænger der for eksempel et par tavler i i 100% genanvendt plastmateriale på cykelstien ved Hvidkilde og et par tavler lavet primært af risskaller, og ved vejarbejdet på E45 mellem Aarhus S og Aarhus N har vi tavler i genbrugsaluminium og sandwichplader. Ud over CO2-aftrykket ser vi selvfølgelig også på, om materialet kan genanvendes, når vi er færdige med det som færdsels-og vejvisningstavler.”