Den blå pose, som du kender den, forsvinder
Lige nu læser andre
Mange danskere nyder turen gennem Ikeas labyrintiske gangarealer, hvor nye opbevaringsløsninger, små gadgets og smarte hverdagsting frister fra hylderne i flere etagers højde.
Ofte bliver kurven fyldt hurtigere end planlagt, og i takt med at varerne stabler sig op, dukker den frem igen og igen. Den store blå pose.
Et symbol på Ikea og en genstand de fleste kender på lang afstand. Den skriger Ikea – og for mange er den nærmest uundværlig.
Derfor kom det som noget af en overraskelse, da meldinger begyndte at sprede sig om, at Ikeas ikoniske blå Frakta-taske ville blive taget ud af sortimentet.
En opdatering på den svenske Ikea-hjemmeside gav indtryk af, at den kendte taske stod til at forsvinde, og det skabte straks bekymring blandt trofaste kunder.
Læs også
Den blå klassiker
Nu er der dog kommet ro på fra hovedkontoret. Ifølge en pressemeddelelse fra Ikea, som svenske Aftonbladet har gengivet, er der ingen planer om at fjerne tasken.
Den eksisterende model bliver blot erstattet af en ny og opdateret version.
“Den ikoniske FRAKTA-taske vil ikke blive fjernet fra vores sortiment. Vi kan forsikre vores kunder om, at FRAKTA er kommet for at blive, og i april lancerer vi en opdateret version af tasken, derfor ser det ud til, at den vil blive fjernet fra sortimentet,” oplyser Ikea.
Hvad der præcis ændrer sig ved designet, ønsker virksomheden endnu ikke at afsløre.
Ifølge Ikeas pressetalsmand Joakim Borgudd må kunderne vente lidt endnu med at få de endelige detaljer.
Læs også
Fra varelager til hverdagstaske
Frakta-tasken har rødder tilbage i 1980’erne, hvor en gul version først blev brugt internt i Ikea-varehusene.
Først i 1996 blev den blå udgave introduceret til salg, og siden da har tasken været fast inventar i mange hjem verden over.
Med sin kapacitet til omkring 25 kilo og slidstærke design har den blå pose opnået kultstatus.
Den er blevet brugt til flytninger, opbevaring, strandture og sågar som vaskekurv. Og nu står den altså over for et comeback i ny form.
Den opdaterede version forventes at lande i butikkerne i april.