De ved alle hvem han er
Lige nu læser andre
Sammenstødene med en navngiven bilist på Langeland fylder mere og mere i lokalsamfundet.
En række alvorlige episoder har sat sindene i kog, og flere beboere giver nu udtryk for, at tålmodigheden med myndighederne er brugt op. Det fortæller TV2 Fyn.
Blandt dem er Dennis Munch Hansen, der bor i Humble og er far til otteårige Charlie. De var ude at cykle, da bilisten ifølge Dennis zigzaggede truende tæt på sønnen og en ven.
Episoden har sat sig dybt. “Folk er trætte af, at der ikke sker noget. Frustreret over om det virkelig kan passe, at man selv skal køre derud”, siger han.
Sabrina mistede sin hund – og sagen står i stampe
En anden beboer, Sabrina Grant, oplevede at hendes hund Eddie blev kørt ihjel – angiveligt med vilje, ifølge vidner. Politiet har bekræftet, at de kender sagen, men betegner den som juridisk kompleks.
Læs også
Hvis påkørslen var bevidst, kan der være tale om hærværk og mulig overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
I Facebookgruppen “Udkantsgruppen Langeland” er frustrationerne vokset til regulære trusler om selvtægt. Flere skriver åbent om at skade bilisten eller hans bil, hvis ingen andre handler.
Politiet advarer mod selvtægt
Fyns Politi har ikke ønsket at stille op til interview, men fastslår i et skriftligt svar, at “selvtægt er strafbart”. De opfordrer til, at både hændelser og opfordringer til ulovlige handlinger anmeldes.
Den omtalte bilist har ikke ønsket interview, men erkender over for TV 2 Fyn, at bilen er blevet konfiskeret, og at han har skaffet sig en ny.
Han afviser kritikken og siger, at han “har drillet folk på vejene for sjov”.