Nyheder24.dk
Forside Udland Boet efter Jeffrey Epstein indgår forlig: Skal betale enormt millionbeløb

Boet efter Jeffrey Epstein indgår forlig: Skal betale enormt millionbeløb

Jeffrey Epstein
U.S. Virgin Islands, Department of Justice / Wiki Commons

Boet efter den afdøde Jeffrey Epstein har accepteret at betale et enormt millionbeløb i et forlig.

Lige nu læser andre

Boet efter den afdøde finansmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein har accepteret at betale op til 35 millioner dollar (ca. 220 mio. kr.) for at afslutte et massesøgsmål rettet mod to af hans tidligere rådgivere. Det skriver Reuters med henvisning til et retsdokument ifølge Ritzau.

Søgsmålet blev anlagt i 2024 mod Epsteins tidligere advokat Darren Indyke og hans tidligere revisor Richard Kahn. De to fungerer som medbestyrere af boet efter Epstein. I sagen er de blevet beskyldt for at have bidraget til at understøtte Epsteins menneskehandel med unge kvinder og teenagepiger.

Ifølge anklagerne hjalp Indyke og Kahn med at opbygge et komplekst netværk af selskaber og bankkonti, som gjorde det muligt for Epstein at skjule sine aktiviteter. Strukturen skulle blandt andet have været anvendt til at udbetale penge til ofre samt til personer, der hvervede kvinder.

I forbindelse med forliget har de to rådgivere afvist at have handlet ulovligt. Deres advokat, Daniel H. Weiner, udtaler ifølge Reuters, at Indyke og Kahn ‘indrømmer eller tilstår nogen form for tjenesteforseelse’.

“Fordi de ikke har gjort noget forkert, var medbestyrerne klar til at bekæmpe anklagerne i en retssag. Men de er gået med til at mægle og afgøre dette søgsmål for at opnå endelig afklaring for alle eventuelle krav mod Epstein-boet,” tilføjer han.

Læs også

Jeffrey Epstein døde i 2019 i et fængsel i New York, mens han afventede retssag for omfattende anklager om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige. Myndighederne konkluderede efterfølgende, at der var tale om selvmord. Allerede i 2008 blev han dømt for seksualforbrydelser mod mindreårige.

Søgsmålet mod de to rådgivere føres af advokatfirmaet Boies Schiller Flexner. Firmaet har tidligere indgået forlig med JPMorgan Chase og Deutsche Bank på samlet 365 millioner dollar i sager, hvor bankerne blev beskyldt for at have ignoreret advarsler i deres samarbejde med Epstein.

Det amerikanske justitsministerium har på det seneste offentliggjort millioner af dokumenter relateret til sagen. Den store mængde materiale har kastet lys over Epsteins netværk og forbindelser til en række indflydelsesrige personer.

Ads by MGDK