Liberal Alliance har sendt en klar instruks til sine folketingskandidater om, hvordan de skal reagere på Alex Vanopslaghs kokainsag.
Lige nu læser andre
Liberal Alliance og Alex Vanopslagh får en del fokus i disse dage, efter at partiformand har indrømmet, at han har taget kokain i sin tid som leder for partiet.
Det har nu medført, at partiet har sendt en intern besked til deres folketingskandidater med en instruks om, hvordan de bør forholde sig offentligt til sagen om Vanopslagh og hans tidligere kokainforbrug.
Det fremgår ifølge Ekstra Bladet af en mail, som Radio IIII er kommet i besiddelse af. Den er angiveligt blevet sendt til samtlige folketingskandidater i partiet. Her opfordrer de blandt andet kandidaterne til ikke selv at bidrage til at øge opmærksomheden om sagen.
“Sagen har allerede mediernes bevågenhed, hvorfor der ikke er grund til, at I giver den mere opmærksomhed via jeres kandidatur for Liberal Alliance,” fremgår det blandt andet af mailen.
Partiet anbefaler samtidig, at kandidater undlader at give interviews om sagen. Hvis de alligevel bliver spurgt af medier, opfordres de til at holde sig til en kort støtteerklæring til partiformanden.
Læs også
Den interne vejledning kommer i kølvandet på kritik fra en af partiets egne kandidater. Martin Mickey Pedersen fra Lolland har nemlig offentligt kritiseret Vanopslagh i forbindelse med kokainsagen.
Hans udtalelser har efterfølgende fået konsekvenser. Ifølge B.T., som har set en mail sendt til ham fra Liberal Alliance Sjællands Storkreds, er han blevet ekskluderet af partiet.
“På baggrund af din udtalelse i BT her har bestyrelsen i Liberal Alliance Sjællands Storkreds enstemmigt vedtaget at ekskludere dig fra partiet,” står der blandt andet i mailen.
Pedersen udtalte sig første gang kritisk mandag, men efterfølgende fik han besked fra partiet om ikke at kommentere yderligere på sagen.
Alligevel valgte han tirsdag at udtale sig på ny i et interview med B.T., hvor han gentog sin kritik af partiformanden. Kort efter blev han ekskluderet.
Læs også
Eksklusionen betyder også, at Martin Mickey Pedersen ikke længere er folketingskandidat for Liberal Alliance. Ifølge mailen kan partiet dog ikke nå at fjerne hans navn fra kandidatlisten før valget.