En erfaren politiker trækker en skræmmende parallel til udviklingen i Europa, og sender en stikpille i retning af Lars Løkke Rasmussen.
Liberal Alliance-profilen Henrik Dahl, der i dag sidder i Europa-Parlamentet, advarer mod konsekvenserne af Lars Løkke Rasmussens krav om at holde yderfløjene ude af politisk indflydelse under de igangværende regeringsforhandlinger.
Ifølge Henrik Dahl er det netop ansvarliggørelsen af partierne på yderfløjene, der hidtil har holdt dansk politik fri for de mest ekstreme kræfter.
“Yderfløjene i Danmark er ikke tossede. Det er de ikke, fordi vi ansvarliggør dem. Men hvis Løkke får sin vilje, så ender vi med at kopiere noget, der virker virkelig dårligt i rigtig mange europæiske lande,” siger han til Berlingske.
Tyskland som skræmmeeksempel
Henrik Dahl peger særligt på Tyskland som et eksempel på, hvordan tingene kan gå. Her kæmper de traditionelle midterpartier med vælgernes tillid, mens det højreorienterede parti AfD fortsætter sin fremgang.
Det er en fremgang, som Dahl mener er forårsaget af det faktum, at vælgerne føler sig snydt, når partier vinder stemmer på store politiske uenigheder, men alligevel ender i brede regeringskoalitioner som den nuværende mellem CDU og SPD.
AfD har ifølge Henrik Dahl en hård kerne, han betegner som værende fascistisk – og han frygter, at en lignende udvikling kan ende med at ramme Danmark, hvis partierne på yderfløjene konsekvent holdes ude af indflydelse.
Moderaterne afviser kritikken
I Moderaterne tager man let på advarslerne fra Henrik Dahl. Partiets politiske ordfører, Monika Rubin, gør det klart, at Dahl ganske enkelt har mistet overblikket over dansk politik, siden han forlod Folketinget.
Hun fremhæver i samme ombæring, at den tidligere SVM-regering indgik brede aftaler på tværs af Folketinget, og at Dansk Folkeparti eksempelvis deltog i 126 aftaler, mens Enhedslisten var med i 104.
“Så vi er grundlæggende ikke enige i, at bestemte politiske partier holdes udenfor,” siger hun til Berlingske.