Det norske kongehus er klar til en stor ændring
Mens Europas kongehuse arbejder på at forberede næste generation til fremtidens opgaver, er Norge nu på vej med en ændring, der kan give prinsesse Ingrid Alexandra en langt mere central rolle.
Et flertal i det norske parlament ønsker nemlig at ændre grundloven, så den 22-årige prinsesse kan træde til som regent, hvis både kong Harald og kronprins Haakon er fraværende.
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det markere et vigtigt skridt i forberedelsen af den kommende dronning, som en dag skal overtage den norske trone.
I dag er det den norske regering, der overtager rollen som statsoverhoved, hvis både kongen og kronprinsen ikke kan varetage deres opgaver.
Det ønsker politikerne nu at ændre, skriver TV 2.
Klar til større ansvar
Prinsesse Ingrid Alexandra er nummer to i arvefølgen efter sin farfar, kong Harald, og sin far, kronprins Haakon.
Dermed er hun allerede udset til en dag at blive Norges regerende dronning.
Den foreslåede ændring skal blandt andet give fremtidige tronfølgere mulighed for at få erfaring med de opgaver, der følger med rollen som regent.
Hvis lovændringen bliver en realitet, vil prinsessen blandt andet kunne lede et statsråd, hvor kongen og regeringen formelt mødes for at godkende beslutninger og lovgivning.
Prinsessen har allerede fået sit eget kontor på det norske kongeslot, men kongehuset har tidligere understreget, at hendes vigtigste fokus fortsat er uddannelsen.
Familien står i svær tid
Forslaget kommer samtidig i en periode, hvor den norske kongefamilie er præget af alvorlig sygdom.
Prinsesse Ingrid Alexandra har det seneste år studeret i Australien, men skal i det kommende semester læse i Oslo.
Beslutningen om at vende hjem sker samtidig med, at hendes mor, kronprinsesse Mette-Marit, kæmper med lungefibrose og afventer en livsvigtig transplantation.
Situationen har allerede påvirket kongefamiliens officielle program, og kronprins Haakon aflyste i sidste uge et statsråd for at være sammen med sin hustru.
Forslaget om grundlovsændringen skal efter planen behandles i Stortinget den 3. november.