Nyheder24.dk
Forside Advarsler Advarer kunder hos danske elselskaber: Betal ikke din regning

Advarer kunder hos danske elselskaber: Betal ikke din regning

strømmåler
Shutterstock

Kunder hos de danske elselskaber opfordres til at droppe deres betalinger og skifte elselskab med det samme.

Forbrugerrådet Tænk er kommet med en meget klar opfordring til samtlige kunder hos de danske elselskaber Velkommen, Nettopower og b.energy.

Ifølge Politiken lyder går deres råd ud på, at de mange kunder bør undlade at betale deres aconto-regninger og hurtigst muligt finde sig et nyt elselskab.

Baggrunden er, at selskaberne fredag blev meldt til politiet og fik indgivet en konkursbegæring efter længere tids massiv kritik i pressen. Går selskaberne konkurs, er der risiko for, at deres kunder ender med at miste deres indbetalte penge.

Milliongæld til netselskaber

Det er netselskaberne Cerius og Radius, som forsyner Østdanmark med el, der står bag både anmeldelsen og konkursbegæringen.

I en pressemeddelelse oplyser de to selskaber, at både Velkommen, Nettopower, Power Fuel og Vedvarende skylder dem millionbeløb i den høje ende.

B.T. har tidligere sat fokus på en efterhånden lang stribe af sager, hvor kunder hos selskabet Velkommen er blevet opkrævet alt for høje aconto-beløb og efterfølgende har haft svært ved at få pengene retur.

Blandt dem var en dansk mand ved Martin Jensen, der i december fortalte, at han og hustruen Susanne i flere måneder forgæves havde forsøgt at få 25.000 kroner tilbage fra selskabet.

Parret endte ganske vist med at få deres penge, men først efter, at B.T. havde kontaktet Velkommen.

Kritik af systemet

Forbrugerrådet Tænk har gjort det klart, at disse sager understreger et behov for at afskaffe aconto-opkrævning på elmarkedet helt.

“Aconto er jo omdrejningspunktet i den forretningsmode, der har kørt. Det her beviser bare behovet for, at vi skal have afskaffet aconto helt på elmarkedet,” lyder det fra seniorrådgiver Christian Sand til Politiken.

Denne uge blev Velkommen-koncernen desuden koblet af elnettet på Sjælland samt Lolland-Falster.

Selskabet har selv gjort meget ud af at afvise konkursbegæringen, da de i stedet forsøger at gennemføre en rekonstruktion, fremgår det af en pressemeddelelse fra medejer Lars Hein.

“Jeg erkender, at den seneste periode har været vanskelig, og at vi på alt for mange områder ikke har leveret den stabilitet og kundehåndtering, som kunderne med rette kan forvente,” siger Lars Hein ifølge Politiken.

Ads by MGDK