Én fejl kan blive dyr
Svindel på nettet og mobilen er blevet en fast del af hverdagen for mange danskere.
Kriminelle bliver stadig mere kreative i deres metoder, og med få klik kan personlige oplysninger eller penge havne i de forkerte hænder.
Nu advarer politiet om en bekymrende udvikling.
Antallet af anmeldelser om falske sms’er er steget markant, og juni har sat en ny rekord.
Det skriver TV 2.
Rekordmange anmeldelser
Tal fra National enhed for Særlig Kriminalitet viser, at politiet i juni registrerede 1.367 anmeldelser om såkaldt smishing, hvor svindlere forsøger at lokke personlige oplysninger ud af modtagerne via sms.
Det er det højeste antal anmeldelser, siden Nationalt Center for It-Kriminalitet begyndte at måle udviklingen i 2022.
“Det vi har set, er, at juni nu er den måned, hvor vi har modtaget flest anmeldelser om falske sms-beskeder, siden vi begyndte at måle på det,” siger Kresten Munksgaard, der er afdelingsleder for Forebyggelse, Analyse og Digital Patruljering hos NCIK.
Til sammenligning blev der registreret 445 anmeldelser i april og 394 i maj. I juni sidste år var tallet blot 187.
Ifølge politiet skyldes stigningen ganske enkelt, at svindlerne lige nu sender usædvanligt mange falske beskeder ud.
Kriminelle udgiver sig blandt andet for at være Q-Park, Apcoa, Dao eller appen Min Læge for at få modtagerne til at føle sig trygge nok til at klikke på et link.
Politiet har en klar opfordring
Selv om over 1.300 sager er blevet anmeldt, vurderer politiet, at det reelle antal svindelforsøg er langt højere.
Mange danskere sletter beskederne uden at kontakte myndighederne, hvis de gennemskuer svindlen.
Politiets råd er derfor enkelt. Undlad at klikke på links i sms’er eller mails, også selv om beskeden ser troværdig ud.
“Det er meget vigtigt, at man vænner sig til – i stedet for at klikke på et link i en sms – så går man ind i sin browser og finder hovedhjemmesiden.”
Herfra kan man selv logge ind eller se, om virksomheden har advaret om aktuelle svindelforsøg.
Ifølge politiet er det fortsat den sikreste måde at undgå at blive det næste offer.