Vejrudsigten får nu en helt ny vinkel
En velkendt måde at få serveret morgendagens vejr på er på vej til at ændre sig markant. Den traditionelle tur gennem temperaturer, vindretninger og bynavne bliver nemlig skubbet i baggrunden.
DMI og den grønlandske tv-station KNR moderniserer fra mandag den grønlandske vejrudsigt. Det fortæller de i en pressemeddelelse.
Fremover skal seeren i højere grad præsenteres for det vejr, der faktisk gør en forskel. Det kan være en storm på vej mod kysten, voldsomt snevejr eller tæt tåge, som kan skabe problemer for fly og skibe.
Dermed bliver det ikke nødvendigvis de største byer, der løber med opmærksomheden.
Dropper den traditionelle rundtur
Hidtil har vejrudsigten på KNR været bygget op omkring en gennemgang af de største byer langs Grønlands kyst.
Problemet er, at vejret kan være næsten uændret i disse områder, mens langt mere dramatiske forhold udspiller sig andre steder.
Derfor skal meteorologerne nu fokusere på de områder, hvor vejret rører på sig. Også store sportsbegivenheder, mærkedage og arrangementer kan få særlig opmærksomhed, hvis vejret får betydning.
“Vi vil gerne være med til at sætte fokus på det vejr, der faktisk gør en forskel – og på de situationer, hvor vejret spiller en særlig rolle,” siger Anna Christiansson, leder af Arktiske Services hos DMI.
Forsøg gav enorm forskel
Ændringen kommer ikke ud af det blå.
DMI har hen over sommeren afprøvet mere fortællende vejrudsigter på sin grønlandske Facebookside.
De traditionelle daglige vejrudsigter får normalt omkring 2.000 visninger, mens de nye opslag typisk har fået omkring 10.000 og enkelte gange næsten 100.000 visninger.
Samtidig får KNR en animeret prognose for de kommende tre døgn, mens studiet er blevet udstyret med fem meter brede storskærme.
Målet er en vejrudsigt, der både bliver mere levende og mere brugbar.