Det er allerede forbudt i flere andre europæiske lande
Et hurtigt smut gennem byen på et elektrisk løbehjul kan i fremtiden blive fortid. Et nyt opråb lægger nemlig op til en markant ændring af reglerne i Danmark.
Tænketanken Trafiksikkerhed mener, at elektriske løbehjul bør forbydes helt på danske veje, fortæller Boosted. Baggrunden er bekymring over antallet af ulykker og risikoen for alvorlige personskader.
Ifølge tænketanken viser forskningen, at kørsel på elektriske løbehjul er forbundet med en markant højere risiko for ulykker. Kombinationen af relativt høj fart, små hjul og begrænset stabilitet bliver fremhævet som en særlig udfordring.
Det gælder ikke kun for den enkelte bruger. Også fodgængere, cyklister og andre bløde trafikanter kan blive involveret i ulykkerne.
Andre lande har allerede strammet grebet
Et dansk forbud vil ikke stå alene. Flere steder i Europa er der allerede blevet indført omfattende begrænsninger.
Paris forbød i 2023 udlejningsløbehjul efter en række problemer med blandt andet ulykker, påkørsler og løbehjul, der blev efterladt på fortove.
Frankrig overvejer samtidig yderligere krav til private elektriske løbehjul, herunder brug af både styrthjelm og refleksvest.
Også i Spanien er der flere steder blevet indført restriktioner mod køretøjerne.
Reglerne er allerede stramme i Danmark
Elektriske løbehjul er fortsat lovlige i Danmark, men brugeren skal allerede følge en række regler.
Siden 1. januar 2022 har styrthjelm været obligatorisk, og et lovligt elektrisk løbehjul må højst kunne køre 20 kilometer i timen.
Kører køretøjet hurtigere, kan det som udgangspunkt udløse en bøde på 1.500 kroner.
Nu ønsker flere aktører altså at gå langt videre. Hvis politikerne følger anbefalingen fra Tænketanken Trafiksikkerhed, kan konsekvensen blive, at elektriske løbehjul helt forsvinder fra danske veje.