En udflugt endte på tragisk vis
Bali er hvert år mål for millioner af rejsende, der søger sol, strande og spektakulære naturoplevelser.
Særligt øen Nusa Penida sydøst for Bali er blevet kendt for sine dramatiske klipper, turkisblåt hav og udsigtspunkter, der flittigt deles på sociale medier.
Et af de mest besøgte steder er Kelingking Beach, hvor en omkring 180 meter høj klippe rejser sig over kysten.
Stedet tiltrækker dagligt turister, men området er samtidig kendt for stejle stier, stærke havstrømme og vanskeligt terræn.
Nu er det populære turistmål blevet centrum for en tragisk hændelse.
29-årig faldt ned fra klippen
En 29-årig australsk kvinde fra Queensland er omkommet efter et fald ved Kelingking Beach.
Ifølge politiet på Nusa Penida besøgte kvinden området som en del af en ferie, da ulykken skete lørdag morgen lokal tid.
Det oplyser The Guardian,
Myndighederne oplyser, at hun bevægede sig mod kanten af klippen ad en selvvalgt rute, da hun gled og faldt ned i en kløft.
Redningsmandskab rykkede hurtigt ud og fandt kvinden fastklemt på klippesiden. Inden redningsfolkene nåede helt frem til hende, faldt hun imidlertid yderligere.
“Ofret vurderes at være faldet omkring klokken 9,” oplyste lederen af Nusa Penidas beredskabsenhed, Cakra Negara.
Hun havde ifølge redningsmandskabet pådraget sig flere brud og blev sikret på en båre under evakueringsarbejdet.
De australske myndigheder har efterfølgende bekræftet, at familien modtager konsulær bistand.
Kendt for farlige forhold
Kelingking Beach bliver ofte omtalt som T-Rex Bay på grund af klippeformationens karakteristiske form.
Selv om udsigten har gjort stedet verdensberømt, er området ikke uden risiko.
Turen fra klippetoppen ned mod stranden kan tage op mod to timer og foregår ad en stejl og krævende sti.
Svømning ved stranden er desuden forbudt året rundt på grund af farlige havstrømme.
Queenslands premierminister David Crisafulli har efter dødsfaldet udtrykt sin medfølelse med familien.
“At få et liv revet væk på et øjeblik på den måde … det er bare utroligt, utroligt trist,” sagde han søndag.
Kelingking Beach har også tidligere skabt debat.
Sidste år blev arbejdet på en 182 meter høj glaselevator på klippesiden mødt med kraftig kritik, fordi projektet ifølge modstanderne skæmmede det ellers uberørte landskab.
En juridisk strid om projektet fortsætter fortsat, mens dele af konstruktionen stadig står tilbage på klippesiden.