Nyheder24.dk
Forside Dyr Spor af frygtet virus fundet hos danske hunde og katte

Spor af frygtet virus fundet hos danske hunde og katte

Nærbillede af fugleinfluenza
Shutterstock

Nyt fund hos danske kæledyr vækker opsigt

Hunde og katte kan komme langt tættere på fugleinfluenza, end kæledyrsejere måske regner med.

En ny dansk undersøgelse fra Dansk Veterinær Konsortium har fundet antistoffer mod H5 fugleinfluenza hos både hunde og herreløse katte. Fundet tyder på, at dyrene tidligere har været udsat for virusset.

Undersøgelsen blev gennemført i begyndelsen af 2026 som et veterinært kandidatspeciale i samarbejde mellem Københavns Universitet og Statens Serum Institut.

I alt blev blod fra 51 raske hunde og 60 herreløse katte undersøgt.

Jagthunde skiller sig markant ud

Resultaterne viste en særlig markant forskel blandt hundene.

Hos jagthundene blev der fundet H5 antistoffer i 27 procent af prøverne. Blandt familiehundene var tallet blot 2,5 procent.

Samtidig havde 8 procent af de undersøgte herreløse katte antistoffer mod H5.

Foreløbige bekræftende test tyder ifølge undersøgelsen på, at antistofferne sandsynligvis er dannet efter kontakt med den højpatogene H5 fugleinfluenza, som de seneste år har ramt både vilde fugle, fjerkræ og pattedyr.

En mulig forklaring på den høje andel blandt jagthundene er deres kontakt med vilde fugle.

Risiko for mennesker vurderes som lav

Undersøgelsen bygger på et begrænset antal dyr. Resultaterne kan derfor ikke bruges til at fastslå, hvor udbredt eksponeringen er blandt danske hunde og katte generelt.

Fundene peger dog på, at begge dyregrupper kan blive udsat for virusset.

Fordi hunde og katte lever tæt sammen med mennesker, nævner forskerne også muligheden for videre eksponering til mennesker. Den risiko vurderes dog som lav.

Dyrlæger opfordres samtidig til at overveje fugleinfluenza ved blandt andet neurologiske problemer eller luftvejssymptomer, især hvis et dyr tidligere har været i kontakt med vilde fugle.

Ads by MGDK