Nyheder24.dk
Forside Tech Tjek din mobil: Rekordmange sikkerhedsfejl fundet

Tjek din mobil: Rekordmange sikkerhedsfejl fundet

iPhone, apps, mobiltelefon
anatoliy_gleb / Shutterstock

En ny opdatering bør ikke få lov til at vente alt for længe

Både iPhones og Macs kan have brug for lidt ekstra opmærksomhed netop nu.

Apple har sendt en omfattende opdatering ud, og denne gang er der god grund til ikke at lade den ligge og vente i flere dage, fortæller Computerworld.

De nye versioner af iOS og macOS lukker nemlig en lang række sikkerhedshuller, hvoraf nogle potentielt kunne give uvedkommende vidtrækkende adgang til en enhed.

Ifølge Apple var ingen af sårbarhederne kendt for at være blevet udnyttet, inden rettelserne blev udsendt.

Mere end 260 sikkerhedshuller

Omfanget er usædvanligt stort for Apple.

Med iOS 27 og macOS 27 bliver der samlet rettet mere end 260 sårbarheder. iOS 27 lukker 122 sikkerhedshuller, mens macOS 27 indeholder rettelser til 204.

Dermed har Apple ifølge The Register aldrig tidligere lukket så mange sikkerhedshuller på én gang.

Blandt problemerne findes alvorlige sårbarheder i netværksprotokollerne SMB og WebDAV samt en fejl i printsystemet CUPS. Sidstnævnte kunne potentielt bruges til at køre skadelig kode på en Mac.

En anden alvorlig fejl kunne give en app adgang på niveau med systemets rootbruger.

AI finder flere af fejlene

Det store antal opdagede problemer hænger blandt andet sammen med udviklingen inden for kunstig intelligens.

AI modeller er blevet hurtigere til at gennemgå kildekode og opdage mulige svagheder.

Omkring 10 af Apples nye rettelser stammer direkte fra AI assisteret sikkerhedsarbejde. Flere blev fundet af sikkerhedsfirmaet Calif i samarbejde med Anthropics chatbot Claude.

De alvorligste fund er dog ikke nødvendigvis kommet fra kunstig intelligens.

Flere kritiske problemer blev fortsat opdaget af menneskelige sikkerhedsforskere. Og selv om AI kan hjælpe med at finde hullerne, er teknologien endnu ikke lige så effektiv til at lukke dem.

For en Apple bruger er rådet derfor enkelt: Den seneste opdatering bør installeres hurtigst muligt.

Ads by MGDK