Nyheder24.dk
Forside Udland Efterretningschef advarer: Rusland kan angribe NATO inden for få måneder

Efterretningschef advarer: Rusland kan angribe NATO inden for få måneder

Putin
Frederic Legrand - COMEO / Shutterstock.com

Risikoen kan være tættere på end hidtil antaget

Presset på Europas østlige flanke vokser, og flere efterretningschefer advarer nu om, at Rusland kan være på vej til at skrue yderligere op for presset mod NATO.

Ifølge The Guardian vurderer flere europæiske efterretningstjenester, at Moskvas næste skridt kan komme langt hurtigere, end mange hidtil har frygtet.

Det kan blandt andet ske i form af sabotage, droneangreb, missiler eller i værste fald en begrænset militær indtrængen på NATO-territorium.

Kan ske inden for måneder

Michal Koudelka, der står i spidsen for den tjekkiske sikkerhedstjeneste BIS, peger ifølge The Guardian på, at udviklingen kan tage fart inden for “måneder, ikke år”.

Han vurderer, at en mulig russisk provokation også kan omfatte et mindre område i et NATO-land, der grænser op til Rusland.

Advarslen kommer efter en lignende melding fra Polens premierminister Donald Tusk. Han har sagt, at Rusland kan forsøge at ramme NATO-lande med blandt andet droner eller missiler og samtidig fremstille hændelserne som ulykker.

Ifølge Tusk kan formålet være at så tvivl om NATO’s sammenhold og få medlemslandene til at tøve med at aktivere alliancens artikel 5 om kollektivt forsvar.

Ikke alle ser et nært angreb

Billedet er dog ikke entydigt.

Normunds Mežviets, der leder Letlands statssikkerhedstjeneste VDD, siger ifølge The Guardian, at der ikke er konkrete tegn på et umiddelbart forestående russisk angreb.

Han peger samtidig på, at Rusland også kan have interesse i blot at skabe frygt og usikkerhed i Europa.

Sveriges militære efterretningschef Thomas Nilsson vurderer samtidig, at Rusland ikke reelt ser ud til at være interesseret i en fredelig afslutning på krigen i Ukraine.

På ét punkt er de tre efterretningschefer mere enige. De forventer, at Ruslands sabotagekampagne i Europa vil blive intensiveret i de kommende måneder.

Kreml har tidligere afvist, at Rusland skulle have planer om at angribe et NATO-land.

Dermed står Europa med en voksende sikkerhedspolitisk usikkerhed, hvor efterretningstjenesterne både advarer mod nye russiske provokationer og samtidig understreger, at panik kan spille direkte ind i Moskvas hænder.

Ads by MGDK