Flere nye områder er nu kommet på ulvekortet
Forskerne vurderer nu, at der findes 11 ulveflokke, to par og to stedfaste enlige hanulve i Danmark.
Det er en klar stigning fra den seneste status i maj, hvor vurderingen lød på syv flokke, tre par og én stedfast ulv.
Ifølge Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum Aarhus er udviklingen ikke overraskende.
“Den er som forventet. Ulvebestanden er vokset, og som resultat bliver det samlede antal hvalpe også større,” siger han.
Blandt de nye områder er Estvad og Dejbjerg i Vestjylland, hvor forskerne nu vurderer, at der er etableret ulveflokke.
Derudover er et par uden hvalpe blevet registreret ved Renbæk i Sønderjylland.
Forskerne havde tidligere set ulve i områderne, men har først nu fået tilstrækkeligt med data til at vurdere, at dyrene faktisk har slået sig permanent ned.
Det skriver TV 2.
61 hvalpe registreret
Opgørelsen viser samtidig, at der indtil videre er registreret 61 ulvehvalpe i årets ynglesæson.
Tallet er foreløbigt og kan derfor vokse yderligere.
Den samlede bestand vurderes lige nu til omkring 77 ulve mod 49 i det seneste overvågningsår.
Forskerne understreger dog, at tallet ikke nødvendigvis er det samme som antallet af ulve, der bliver i Danmark permanent. Nogle dyr kan udvandre til eksempelvis Tyskland, mens andre kan dø i løbet af året.
Ulven vendte tilbage til Danmark i 2012 efter mere end 200 års fravær. I 2017 blev de første danske ulvehvalpe født i Vestjylland.
Siden er bestanden vokset støt.
Ifølge den nye vurdering er der fortsat biologisk plads til, at bestanden kan vokse yderligere i de kommende år.
Samtidig planlægges der næste år en ny optælling på individniveau, som skal give et mere præcist billede af, hvor mange ulve der faktisk lever i Danmark.