En særlig misforståelse om et populært IKEA-produkt kan ende med, at det går helt galt
Hverdagsprodukter kan ofte bruges på flere måder, men nogle gange kan en forkert antagelse få uheldige konsekvenser.
Det gælder især i køkkenet, hvor materialer og varme ikke altid er en god kombination.
Nu advarer IKEA kunder mod at bruge et af kædens produkter på en måde, som flere tilsyneladende har troet var helt i orden.
Det skriver det norske medie DinSide.
Kunder har sat bakken i ovnen
Det drejer sig om plastikbakken Tillgång, som også sælges i danske IKEA-varehuse.
Ifølge flere medier har nogle kunder brugt bakken som om, den kunne tåle ovnvarme. Det har i flere tilfælde ført til, at plastikken er smeltet.
En kunde beskriver blandt andet oplevelsen sådan i en anmeldelse:
“Vi fik en flydende masse i ovnen og måtte smide ovnristen ud.”
Problemet skyldes, at Tillgång er en serveringsbakke i plast og ikke en bage- eller stegebakke.
På IKEAs britiske hjemmeside er der derfor nu en tydelig advarsel om, at produktet ikke er beregnet til høje temperaturer.
IKEA mener informationen er tydelig
IKEA Norge har også forholdt sig til sagen.
Alexandra Marie Engvold Backström, der er presseansvarlig hos IKEA Norge, siger ifølge DinSide, at materialet allerede fremgår tydeligt på produktsiden.
“På den norske produktside oplyser vi tydeligt, at brættet er lavet af plast, og at brug af produktet på anden måde end anbefalet – herunder udsættelse for varme – kan beskadige brættet. Vores indtryk er, at dette er tilstrækkelig information til at afholde kunder i Norge fra at sætte brættet i ovnen,” lyder det.
Kunder, der har Tillgång-bakken derhjemme, bør derfor holde den væk fra ovnen og nøjes med at bruge den til servering.