Ny opgørelse viser, at én bestemt vane bag rattet koster flere klip end i årene før.
I 2025 formåede de mange bilister i Danmark at skrabe i alt 20.910 klip sammen, fordi de havde mobilen i hånden, mens de kørte.
Det svarer til en fjerdedel af de i alt 84.056 klip, som bilister fik for overtrædelser af færdselsloven i løbet af året.
Tallene stammer ifølge Ritzau direkte fra politiets sagsstyringssystem, POLSAS.
Det lyder også fra nyhedsbureauet, at antallet af klip for brug af mobile enheder voksede med 7,5 procent i forhold til 2024 og ikke har været højere de seneste fire år. I snit kostede denne forseelse 57 klip om dagen.
Forsikringsselskab er bekymret
Udviklingen bekymrer Britta Bjerregaard, der er skadedirektør i Alm. Brand.
“Det er stærkt bekymrende, at mobiltelefonen fylder mere og mere i statistikken,” siger hun.
Hun kommer derfor også med en klar opfordring til alle bilister om at lade telefonen være, når man kører bil.
De fleste er naturligvis bekendt med reglerne på området, men det kan være fristende at tage et opkald, svare tilbage på en sms eller finde en ny sang – også selv om trafikken kører videre, mens blikket er på skærmen.
89 meter i blinde
Ifølge Rådet for Sikker Trafik hører uopmærksomhed til blandt de absolut mest alvorlige problemer på vejene, og her er det også særligt brug af mobilen, der skiller sig ud, skriver vicedirektør Karina Petersen.
“Det er indlysende, at det skaber farlige situationer og ulykker, for kigger man på skærmen i fire sekunder med landevejshastighed, så kører man 89 meter i blinde,” siger hun.
Hun gør det dog også klart, at den store stigning i antallet af klip også kan hænge sammen med, at politiet har kontrolleret oftere eller opgraderet kameraerne i fotovognene.
Overtrædelsen koster et klip, 1500 kroner i bøde og yderligere 1000 kroner til Offerfonden. Forbuddet gælder også ved kø og rødt lys. Dog må en fastmonteret telefon gerne kortvarigt betjenes, ligesom bilens indbyggede skærm må bruges.