Nyheder24.dk
Forside Indland 16-årig døde efter cykelstyrt: Nu vil faren have reglerne ændret

16-årig døde efter cykelstyrt: Nu vil faren have reglerne ændret

Politi
1Xela / Shutterstock.com

Faren kræver nu handling

Elcykler er blevet et fast indslag i gadebilledet, men med højere fart og større vægt følger også en øget risiko for alvorlige skader.

Nu blusser debatten om cykelhjelm op igen efter en tragisk ulykke i Aarhus, hvor en 16-årig pige mistede livet efter et styrt på en lejet elcykel.

Pigens far bakker nu op om et lovkrav om hjelm på elcykler.

Det oplyser TV 2 Østjylland.

Døde seks dage efter styrtet

Mariah på 16 år styrtede tidligere i oktober på en lejet elcykel i Risskov.

Hun havde ikke cykelhjelm på og døde seks dage senere af sine kvæstelser.

Hendes far, Nick Brædstrup Rubini, har efterfølgende fået oplyst, at hun formentlig ville have overlevet, hvis hun havde båret hjelm.

Det har fået ham til at støtte et forslag fra Moderaternes sundhedsordfører Sten Larsen om at gøre cykelhjelm lovpligtig på elcykler.

“Det burde det jo. Det er vildt, at man kan komme fra en anden kommune og leje sådan en cykel i Aarhus helt uden kontrol, og så behøver man ikke have hjelm på,” siger Nick Brædstrup Rubini til TV2 Østjylland.

Politiker vil ændre reglerne

Sten Larsen mener, at udviklingen i antallet af alvorlige elcykelulykker giver grund til at se på reglerne.

“Elcykler er både tungere og hurtigere end almindelige cykler. Og vi kan desværre se, at der er en ret stor stigning i antallet af svært tilskadekomne, som kører på elcykel. Både dem, der kommer svært til skade, og dem, der dør af det,” siger han til TV2 Østjylland.

En opgørelse fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital viser, at der foreløbig er registreret 492 elcykelulykker i 2026 på hospitalerne i Odense og Svendborg.

Nick Brædstrup Rubini sammenligner situationen med reglerne for eldrevne løbehjul, hvor hjelm allerede er et krav.

Sten Larsen vil nu drøfte forslaget med partiets transportordfører og transportminister Signe Munk.

Dermed kan Mariahs tragiske ulykke ende med at sætte gang i en bredere debat om sikkerheden på elcykler.

Ads by MGDK