Nyheder24.dk
Forside Nyheder Færgeselskab har fået nok: Over 20.000 bilister har nu fået...

Færgeselskab har fået nok: Over 20.000 bilister har nu fået en gul seddel i forruden

Færgeselskab har fået nok: Over 20.000 bilister har nu fået en gul seddel i forruden
Bjoern Wylezich / Shutterstock

Over 20.000 bilister har fået sig en overraskelse efter en tur med færgen

En gul seddel i bilens forrude er sjældent noget, der vækker begejstring hos en bilejer.

For de fleste leder tankerne straks hen på en parkeringsbøde og en uventet regning.

Men på flere danske færger har tusindvis af bilister fået sig en overraskelse, når de er vendt tilbage til deres biler.

Sedlerne ligner nemlig parkeringsafgifter, men der er hverken tale om en bøde eller et krav om betaling.

Det er derimod Molslinjen, der har fundet på en usædvanlig metode til at komme et støjende problem til livs. Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Bilerne går i alarmberedskab

Problemet opstår, når færgernes motorer og bevægelser får parkerede biler til at reagere.

Særligt nyere biler og elbiler har følsomme alarmsystemer, der kan opfatte rystelserne som tegn på tyveri.

Resultatet er en konstant strøm af bilalarmer, som gennem længere tid har generet både passagerer og besætninger.

Derfor begyndte Molslinjen i marts at placere gule sedler i forruden på de biler, hvor alarmen blev aktiveret.

“Vores kolleger på dækket har simpelthen sat en gul seddel i forruden på de larmende biler undervejs. Sedlen ligner til forveksling en parkeringsafgift – men det er i stedet blot en venlig henstilling til at få slukket alarmen en anden gang”, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Lucas Kragh.

Over 20.000 sedler uddelt

Siden marts er mere end 20.000 af de særlige påmindelser blevet uddelt.

Det er sket på Molslinjens færger over Kattegat samt på Bornholmslinjen og Fanølinjen.

Og ifølge rederiet virker metoden.

Besætningerne melder om en mærkbar nedgang i antallet af bilalarmer, selvom problemet endnu ikke er forsvundet.

Nu skal ordningen derfor udvides.

Molslinjen har bestilt flere gule sedler, som fremover også skal bruges på Alslinjen, Samsølinjen og Langelandslinjen.

Budskabet til bilisterne er enkelt: Slå bilalarmen fra under overfarten, hvis bilen tillader det.

Ads by MGDK