Nyheder24.dk
Forside Indland Flere danskere får ny skraldespand: Nu skal endnu mere affald...

Flere danskere får ny skraldespand: Nu skal endnu mere affald sorteres

Flere danskere får ny skraldespand: Nu skal endnu mere affald sorteres
Foto: Troels Heien / Københavns Kommune

Her er, hvad den nye lilla skraldespand skal bruges til

Affaldssortering er efterhånden blevet en fast del af hverdagen for de fleste danskere.

Glas, metal, pap, plast, madaffald og restaffald har for længst fået hver deres plads, og gennem de senere år er kravene til sortering kun blevet mere omfattende.

Tanken er, at mest muligt affald skal genbruges eller genanvendes i stedet for at ende i forbrændingen.

Nu bliver endnu en type affald føjet til listen.

Fra i dag begynder Københavns Kommune nemlig at sætte særlige beholdere op til brugte bleer. Målet er, at de ikke længere skal ende direkte i forbrændingen, men i stedet genanvendes.

Ordningen bliver i første omgang rullet ud dér, hvor mængden af bleaffald er størst.

50 millioner bleer om året

Hvert år bliver omkring 50 millioner bleer smidt ud til forbrænding i Københavns Kommune.

Derfor begynder kommunen nu at indsamle bleaffald fra etageejendomme med mindst seks børn i alderen 0 til 4 år samt fra kommunale daginstitutioner.

Når ordningen er fuldt indført i 2029, forventer kommunen at kunne indsamle omkring 5.000 ton bleaffald om året.

“Der er en stor klimamæssig gevinst ved at genanvende bleerne i stedet for at brænde dem af. Vi har mange småbørn i København, så potentialet er stort,” siger klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod.

Fra februar 2027 bliver ordningen udvidet yderligere.

Her får villaer med børn under fire år mulighed for frivilligt at tilmelde sig, mens kommunens plejehjem og ældreboliger løbende får egne beholdere.

Bleerne får nyt liv

Bleaffaldet skal behandles på et nyt anlæg i Hvidovre, som ifølge kommunen er det første af sin slags i Danmark.

Her kan flere dele af bleerne genanvendes.

Plasten kan blandt andet bruges i nye produkter som bilinteriør, mens cellulose og indhold fra bleerne kan indgå i produktionen af biogas, strøm og fjernvarme.

De absorberende materialer kan desuden bruges som bindemiddel i byggeindustrien.

“Det stærke ved den her løsning er, at en stor affaldsstrøm, som hidtil er blevet brændt, nu kan blive til nye ressourcer. Det er grøn omstilling i praksis,” siger Stefan Olin, administrerende direktør i Verdis.

Københavns Kommune understreger samtidig, at poserne med bleaffald skal lukkes med en knude, før de bliver smidt i de nye beholdere.

Ads by MGDK