Nyheder24.dk
Forside Nyheder 14 turister lå og sov i dansk sommerhus: Kort efter...

14 turister lå og sov i dansk sommerhus: Kort efter blev ferien til et mareridt

14 turister lå og sov i dansk sommerhus: Kort efter blev ferien til et mareridt
BigDane / Shutterstock.com

En ferie ved den danske vestkyst tog en dramatisk drejning, da 14 tyske turister pludselig befandt sig midt i et mareridt

En ferie ved den danske vestkyst fik en dramatisk afslutning for en tysk familie, da et sommerhus pludselig stod i flammer.

Syv voksne og syv børn lå og sov, da branden brød ud tidligt mandag morgen.

Heldigvis lykkedes det alle 14 personer at komme ud i sikkerhed, men sommerhuset stod ikke til at redde.

Det skriver TV MIDTVEST.

Voldsom brand ødelagde sommerhuset

Branden opstod i et sommerhus med swimmingpool på Frans Julius Vej mellem Søndervig og Hvide Sande.

Klokken 05.35 blev brandvæsenet alarmeret, efter at de tyske gæster selv havde opdaget flammerne.

I alt 20 brandfolk rykkede ud for at bekæmpe branden, som hurtigt havde bredt sig fra facaden til taget.

Den kraftige vestenvind gjorde slukningsarbejdet særligt vanskeligt.

Ifølge indsatsleder Michael Nielsen fra Brand og Redning MidtVest brændte den ene halvdel af sommerhuset helt ned, mens resten blev voldsomt beskadiget af røg og sod.

Under arbejdet måtte brandfolkene blandt andet låne en kran for at fjerne spær fra bygningen.

Ejeren håber på en ny begyndelse

Sommerhusets ejer, Tom Højris Christensen fra Viborg, modtog mandag morgen beskeden om branden.

Han havde selv været med til at bygge huset og havde derfor et særligt forhold til det.

“Det var ikke behageligt at få sådan en opringning, men det vigtigste er, at der ikke var nogen, der kom til skade,” fortæller han til TV MIDTVEST.

Senere besøgte han den ødelagte bygning for at se skadernes omfang.

Udlejningsfirmaet DanWest oplyser, at de tyske gæster var stærkt chokerede og kun nåede at få ganske få ejendele med sig.

Familien er efterfølgende rejst hjem til Tyskland.

Nu venter samtaler med forsikringsselskabet, mens ejeren håber at kunne rive resterne ned og opføre et nyt sommerhus på samme grund.

Brandårsagen er endnu ukendt.

Ads by MGDK