Nu advares bilister, der stadig har sommerdækkene på
Temperaturerne er på vej ned, og for mange bilejere betyder det, at endnu et punkt skal krydses af på efterårets to do-liste. Bilen skal nemlig gøres klar til glatte veje, frost og måske sne.
Men hvis vinterdækkene stadig står i garagen, kan det være en god idé at reagere hurtigt.
Landets dækcentre oplever nemlig massiv travlhed, og flere steder skal bilister allerede nu vente flere uger på at få skiftet hjul.
Hos FDM lyder meldingen, at perioden efter efterårsferien traditionelt er blandt årets travleste.
Samtidig kan det hurtigt blive et problem, hvis vintervejret rammer, før bilen er klar.
Flere uger i kø
På Fyn mærker flere dækcentre tydeligt presset.
Hos Korup Dækservice bliver omkring 100 biler ifølge TV 2 Fyn sendt gennem værkstedet om dagen. Alligevel ligger ventetiden på omkring to til tre uger.
Hos Dækpartner i Nyborg er ventetiden omkring to uger, mens kunder hos Svendborg Dækcenter kan risikere at vente tre uger.
Derfor kommer centerleder Mogens Herskov fra Dækpartner med en meget kontant besked til de bilister, der endnu ikke har fået en tid.
“Se at få booket. Nu!”
Også FDM opfordrer bilisterne til at være ude i god tid. Områdechef i FDM’s tekniske rådgivning Lone Otto advarer om, at vintervejret ofte kommer hurtigere, end mange forventer.
“Vintervejret har det nemlig med at komme bag på bilisterne, og har man ikke fået vinter- eller helårsdæk på bilen, risikerer man ikke bare at komme på glatis, men også at dækkene er ulovlige at køre med. Det kan koste en bøde på 1000 kroner per dæk,” siger hun til TV 2.
Nye regler kan koste dyrt
Siden 1. juli 2025 har danske bilister skullet være ekstra opmærksomme på dækkene.
Det er nemlig ikke tilladt at køre med åbenbart uegnede dæk i forhold til det aktuelle føre. Det betyder blandt andet, at sommerdæk ikke er lovlige på is- og sneglatte veje.
Dermed kan en tur på forkerte dæk ikke kun give problemer med vejgrebet. Det kan også ende med en mærkbar bøde.
FDM anbefaler som tommelfingerregel, at vinterdækkene kommer på, når temperaturen falder til under syv grader.
Med faldende temperaturer og fyldte ordrebøger hos dækcentrene kan det derfor blive dyrt at vente for længe.