Nyheder24.dk
Forside Kendte 27-årig dansk profil kæmper med aggressiv kræft: Nu er der...

27-årig dansk profil kæmper med aggressiv kræft: Nu er der nyt håb

kræft
wedmoments.stock/Shutterstock

Han følte sig “klar til at lægge sig i en kiste”. Men nu har den 27-årige fået en besked, der tænder et nyt håb

Når alvorlig sygdom rammer, kan selv en lille åbning pludselig få enorm betydning.

For familier, der står midt i et kræftforløb, bliver jagten på nye muligheder ofte afgørende, især når de almindelige behandlinger ikke længere rækker.

Sådan er situationen nu for 27-årige Daniel Klink Nørremark, bedre kendt som ‘Dingo’.

Den populære youtuber og tidligere FIFA-spiller blev tidligere på året diagnosticeret med den aggressive kræftform glioblastom grad 4.

Efter operation, strålebehandling og kemoterapi i Danmark har familien nu rettet blikket mod Tyskland.

Her er Daniel blevet godkendt til et særligt behandlingsforløb, som familien håber kan gøre en forskel.

Det skriver B.T.

Har fået den sidste plads

Gennem indsamlingen ‘Knæk Dingos Hjernecancer’ har familien forsøgt at skaffe penge til behandlingen ParvOryx, som ikke tilbydes i Danmark.

Ifølge familien har Daniel nu fået tilbudt den allersidste plads i det relevante behandlingsforløb.

Det kræver dog fortsat, at han lever op til en række medicinske og praktiske kriterier.

“Det er en kæmpe lettelse for os alle og giver os noget konkret at håbe på midt i en meget uvis tid,” lyder det fra familien på indsamlingens hjemmeside.

Behandlingen er eksperimentel og benytter H-1-parvovirus med det formål at angribe kræftceller og aktivere immunforsvaret.

Den kombineres med medicinen Avastin, som Daniel efter planen skal have hver tredje uge.

Familien håber på gennembrud

Avastin er godkendt i Danmark, men ikke til Daniels specifikke kræftform.

Derfor har familien søgt om at få behandlingen godkendt herhjemme, så han ikke behøver rejse til Tyskland hver tredje uge.

Familien lægger ikke skjul på, at håbet til behandlingen er stort.

“De tyske læger er overbeviste om, at Daniel kan være et match. Vi tror på, og er overbeviste om, at netop denne behandling kan gøre en reel forskel for Daniel og måske endda blive det mirakel, vi håber på,” skriver familien.

Daniel har gennem flere år været et kendt navn blandt især yngre danskere.

Han slog først sit navn fast som en af landets dygtigste FIFA-spillere og skiftede senere fokus til YouTube og streaming.

I november 2020 lagde han controlleren på hylden for at satse på sin onlinekarriere. I dag har han mere end 100.000 abonnenter på YouTube.

Ads by MGDK