Nyheder24.dk
Forside Underholdning Efter massiv shitstorm: Nu er sandheden om ‘Alle elsker Rasmus’...

Efter massiv shitstorm: Nu er sandheden om ‘Alle elsker Rasmus’ kommet frem

Alle elsker Rasmus, Rasmus Wallbridge,
TV 2

‘Alle elsker Rasmus’ har skabt massiv debat og fået TV 2 til at trække programmet tilbage. Nu er de officielle seertal offentliggjort

Når et tv-program pludselig bliver centrum for en voldsom shitstorm, kan nysgerrigheden hurtigt få seerne til at tænde for fjernsynet.

Men den massive omtale af TV 2-programmet ‘Alle elsker Rasmus’ har tilsyneladende ikke været nok til at skabe et kæmpe seerhit.

Nu er tallene for premieren offentliggjort, og de fortæller en noget anden historie end den enorme opmærksomhed, programmet har fået.

Det skriver Ekstra Bladet.

Langt fra toppen

Ifølge analyseinstituttet Nielsen blev første afsnit set af 320.000 danskere i uge 44.

Dermed endte programmet på en beskeden 18. plads over ugens 20 mest sete programmer.

Af de 320.000 seere fulgte 20.000 med på TV 2 Echo, mens 300.000 streamede afsnittet.

Til sammenligning tiltrak DR’s populære ‘Den store bagedyst’ hele 913.000 seere.

Premieren fandt sted den 26. oktober, men allerede få dage senere var programmet fjernet.

Første afsnit nåede at være tilgængeligt i knap en uge, mens de øvrige afsnit kun lå på streamingtjenesten i tre dage.

Ingen af de øvrige afsnit optræder på Nielsens top 20.

TV 2 undersøger skandalen

Programmet handlede om komikeren Rasmus Wallbridge, der gennem fire måneder blev udsat for et omfattende bedrag arrangeret af blandt andre vennen Martin Johannes Larsen.

Efter massiv kritik valgte TV 2 lørdag at fjerne serien og undskylde for produktionen.

Flere medvirkende har efterfølgende også undskyldt offentligt.

Samtidig har TV 2 iværksat en intern undersøgelse af hele forløbet.

Undersøgelsen omfatter blandt andet seriens klipning, efter at der er rejst kritik af mulig manipulation med både lyd og tidslinje.

Dermed fortsætter efterspillet, selvom programmet ikke længere kan ses på TV 2’s platforme.

Ads by MGDK