Den elskede skuespiller er sovet stille ind, i en alder af 97 år
Lige nu læser andre
‘Matador’, ‘Huset på Christianshavn’, ‘Krøniken’ og meget andet.
Skuespillegenden Holger Perfort havde mange store titler og elskede karakterer at kunne skrive på CV’et.
Men desværre bliver det ikke til flere ikoniske film- og TV-deltagelser fra den garvede skuespiller.
Holger Perfort er nemlig gået bort i en alder af 97 år, skriver Ekstra Bladet.
Læs også
Det fremgår af de offentlige registre, at skuespilleren døde den 29. April.
Perfort fik sin skuespillerdebut i 1948 på Aarhus Teater, i teaterstykket ‘30 års henstand’. Siden da er det blevet til adskillige flotte præstationer på film, TV og teaterscener rundt omkring i landet.
I 2014 medvirkede han i den hyldede TV-serie ‘1864’, og i 2019 var han at opleve i teaterstykket ‘Spillemand på en tagryg’ – i en alder af 94 år.
Skuespilleren viste ingen tegn på at ville indstille karrieren – men desværre får alt en ende her i livet.
Perfort blev gift i 1952 med skuespillerkollegaen Lillian Tillegreen. Sammen fik de sønnen Morten, der kom til verden i 1966. Tillegreen gik selv bort i 2002, kort før parret skulle have fejret deres guldbryllup.
Familien ønsker ikke at udtale sig om tabet.
Hvil i fred, og tak for de mange fantastiske oplevelser.