Advarsel: Særlig slags uheld femdoblet i år

01/09/2020

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Siden coronakrisens start har Giftlinjen oplevet en stor stigning i antallet af uheld, hvor håndsprit spiller en rolle. Antallet er femdoblet.

Mest læste i dag

Antallet af henvendelser til Giftlinjen om uheld med håndsprit - der enten er endt i øjnene eller blevet indtaget - er femdoblet under Coronakrisen. 400 personer er indtil nu kommet galt afsted med spritflasken.

Daglige sprøjt i håndfladen med håndsprit er blevet en del af hverdagen for de fleste. Men spritten ender ikke altid, hvor den skal. Giftlinjen melder om en stigning i antallet af henvendelser om uheld med håndsprit i øjnene.

Det fortæller optikerkæden Louis Nielsen tirsdag i en pressemeddelelse. Her har kæden samlet en række anbefalinger til, hvad man kan gøre, hvis uheldet er ude.

Stor mængde kan give skader

Håndsprit har ofte en høj alkoholprocent mellem 70-85 procent - og ender væsken i øjnene kan det volde problemer:

"Håndsprit er blevet en fast bestanddel af danskernes hverdag under Corona, og det har resulteret i en række uheld, hvor spritten er endt steder, der kan give ubehag. Får man håndsprit i øjnene kan det give svie og irritation," fortæller Gitte Brink, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.

Det er ifølge Gitte Brink ikke farligt at få håndsprit i øjnene i små mængder, men hvis uheldet er ude, anbefaler hun at gøre følgende for at lindre smerterne:

"Har du fået håndsprit i øjet, og ubehaget umiddelbart ikke kan blinkes væk, skal du straks skylle øjet med vand. Tænd for vandhanen og hold hovedet under en blød lunken vandstråle i 5-10 minutter. Hold herefter 10 minutters pause og mærk efter om svien/generne er aftaget."

En større mængde håndsprit i øjnene kan være farlig og give skader på hornhinden, som kan resultere i synsnedsættelse. Derfor råder Louis Nielsen til, at man søger lægehjælp, hvis irritationen varer ved og bliver ved med at skylle øjet indtil man kan få hjælp.

"Hvis du oplever en vedvarende irritation eller har fået en større mængde sprit i øjet, skal du følge den instruktion, der er angivet på flasken, som kan lyde: Skyl forsigtigt med vand i flere minutter, fjern eventuelle kontaktlinser, hvis dette kan gøres let, fortsæt herefter skylning. Ved vedvarende irritation søges lægehjælp," fortæller Gitte Brink.

Kontaktlinser kan give ekstra problemer

Bruger du kontaktlinser kan sprit i øjet øge risikoen for skader på synet.

"Som kontaktlinsebrugere er det vigtigt, at du får kontaktlinsen ud af øjet som det første, da kontaktlinsen kan "holde på" spritten og dermed øge risikoen for skader på øjet. Kontaktlinsen må desuden ikke genbruges og skal smides væk," fortæller Gitte Brink.

Selvom 400 danskere er kommet galt afsted med håndsprit, har Giftlinjen ikke fået henvendelser om alvorlige forgiftninger eller skader.

Giftlinjen har modtaget i alt knap 400 henvendelser om håndsprit under Coronakrisen, hvoraf 160 (40%) vedrørte indtag. Øvrige henvendelser (60%) vedrørte overvejende sprit i øjet.

Får du håndsprit i øjnene, skal du gøre følgende:

  1. Skyl forsigtigt med vand i flere minutter
  2. Fjern eventuelle kontaktlinser, hvis dette kan gøres let, fortsæt herefter skylning
  3. Ved vedvarende irritation, søg lægehjælp.

 

Anbefalet til dig