Danskerne deler flittigt "gode" corona-råd: Men ifølge Fødevarestyrelsen skal du ikke følge dem

Advarsler
Nettet oversvømmes i disse dage af kostråd, der kan hjælpe mod corona. Foto: Shutterstock
Mange af de råd, som deles på sociale medier, fungerer ikke som et værn mod coronavirus.

Lige nu læser andre også

Fredag tager Fødevarestyrelsen bladet fra munden og italesætter nogle af de mange kostråd, der i disse dage deles flittigt på de sociale medier. 

"På de sociale medier florerer der en masse ”gode råd” til, hvordan man kan spise sig til et stærkere immunforsvar og dermed undgå at blive smittet med coronavirus. Ingen fødevarer er en garanti mod corona," understreger Fødevarestyrelsen.

Derudover fastslår Styrelsen også, at det vigtigste danskerne kan gøre, er at følge Sundhedsstyrelsens råd og holde en god køkkenhygiejne.

Hverken immunboostende suppe, shakes med masser vitaminer og kosttilskud med store doser C-vitamin virker mod coronavirus. Rådene er ellers pt. mange på de sociale medier, når det kommer til at styrke sit immunforsvar, så man undgår at blive smittet med coronavirus. Men det er misinformation, som risikerer at vildlede danskerne, fortæller Fødevarestyrelsen:

"Der er ingen tvivl om, at et velfungerende immunforsvar er afgørende i kroppens kamp mod sygdomme, men det er vigtigt at understrege, at der ikke findes nogen superfoods, som kan holde coronavirus for døren," siger specialkonsulent hos Fødevarestyrelsen Trine Grønlund.

Vigtigst at vaske hænder

Hun understreger, at langt størstedelen af befolkningen allerede får dækket deres vitamin- og mineralbehov via den kost, som de spiser.

Den bedste måde at beskytte sig mod coronavirus er derfor at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fx god håndhygiejne, nys og host i ærmet og begrænse fysisk kontakt med andre.

"Man kan også følge Fødevarestyrelsens råd om gode køkkenvaner. Fx er det en god idé at vaske dine hænder regelmæssigt, når du tilbereder mad, skylle frugt og grønt og holde rå og spiseklar mad adskilt," siger Trine Grønlund.

 

Anbefalet til dig