Nyheder24.dk
Forside Penge Mange danskere kan få op til 27.000 kroner: Så længe...

Mange danskere kan få op til 27.000 kroner: Så længe kan du vente på pengene

penge, kontanter, Danish money
Shutterstock

Der kan gå flere uger, før pengene står på kontoen.

Når boligen skal gøres mere energieffektiv, kan offentlige tilskud være afgørende for, om økonomien hænger sammen.

Det gælder blandt andet danskere, der vælger at skifte et gammelt olie- eller gasfyr ud med en varmepumpe.

Her kan tilskuddet løbe op i 27.000 kroner, og for mange familier er det derfor ikke ligegyldigt, hvornår pengene lander på kontoen.

Nu viser nye tal, at ventetiden er blevet markant længere.

Ventetiden er steget kraftigt

En aktindsigt hos Energistyrelsen viser, at tiden fra boligejeren søger om at få tilskuddet udbetalt, til udbetalingen bliver godkendt, er steget fra 19 dage i september 2025 til 34 dage i september 2026.

Det svarer til en stigning på knap 80 procent.

Efter godkendelsen kan der desuden gå op til 14 dage, før pengene faktisk står på boligejerens konto.

Udviklingen møder kritik fra erhvervsorganisationen TEKNIQ.

“Varmepumper er en af de mest oplagte veje væk fra olie og gas i de danske hjem. Men hvis tilskuddet opleves som langsomt eller administrativt tungt, risikerer vi at gøre det sværere for helt almindelige familier at vælge den grønne løsning,” siger bæredygtighedschef Troels Hartung i en pressemeddelelse.

Kan presse familiens budget

Den længere ventetid kommer samtidig med, at interessen for varmepumper er stigende, blandt andet fordi mange boligejere ønsker at komme væk fra olie og gas.

Ifølge TEKNIQ handler beslutningen dog ikke kun om klima.

Økonomien spiller også en væsentlig rolle, og hvis en familie har lagt ud for installationen, kan flere ugers ekstra ventetid mærkes.

“De fleste boligejere træffer ikke kun beslutningen ud fra klimahensyn, også økonomien spiller en rolle. For familierne kan de stigende ventetider betyde penge, der mangler i budgettet, så hvis politikerne ønsker, at flere danskere skal vælge varmepumpe, skal man også sikre, at tilskudssystemet følger med,” siger Troels Hartung.

Tilskuddet fra Varmepumpepuljen kan være på op til 27.000 kroner.

Ads by MGDK