Hvis du har åbnet en pdf-fil i dag, er du langt fra den eneste.
Alene i 2024 er der åbnet over 400 milliarder pdf’er verden over – og netop derfor har hackere nu fået blod på tanden.
Den velkendte filtype bliver nemlig brugt som skjulested for en helt ny bølge af cyberangreb, og eksperter råber nu vagt i gevær.
Ifølge it-sikkerhedsfirmaet Check Point udnytter cyberkriminelle den tillid, både privatpersoner og virksomheder har til pdf-formatet.
For hvor e-mails og sms’er med dårligt dansk og underlige links efterhånden vækker mistanke, smutter en pdf-fil ofte lige igennem både filtre og sund fornuft.
"Pdf'er er på mange måder blevet den perfekte forklædning. De virker troværdige og slipper ofte uden om de sikkerhedssystemer, der normalt kan regnes med at beskytte os mod skadeligt indhold," forklarer Balder Borup, leder hos Check Point Software Technologies. Sådan skriver B.T.
Ifølge virksomheden indeholder cirka 22 procent af alle phishing-mails i dag pdf-filer som lokkemad.
Det kan være noget så uskyldigt som en falsk faktura, billet eller kontrakt – alt sammen designet til at få dig til at klikke og dermed aktivere angrebet selv.
Det er netop dét, der gør angrebene så effektive.
Kriminelle behøver ikke længere finde tekniske huller – brugeren bliver selv den svageste led.
Check Point opfordrer derfor til, at man altid tjekker afsender, aldrig åbner vedhæftede filer fra ukendte kontakter og holder musen over links for at se, hvor de fører hen.
Et øjebliks mistanke kan være forskellen på fred og it-kaos.