De gode tilbud lokker, MEN vær på vagt
Lige nu læser andre
Det tikker ind på mailen, dukker op som sms og blinker forbi på sociale medier.
Digital svindel er blevet en fast følgesvend i hverdagen, og mange danskere støder næsten dagligt på forsøg, der skal lokke penge eller personlige oplysninger ud af dem.
Fupmails, falske konkurrencer og kopier af kendte webshops er ikke længere sjældne undtagelser, men en del af det digitale landskab.
Netop nu advares der mod annoncer på Facebook, som lokker med op til 90 procent rabat på en webshop, der ligner Salling til forveksling.
Bag siden står svindlere, der forsøger at få adgang til både betalingsoplysninger og persondata.
Læs også
Advarslen deles blandt andet via appen Mit digitale selvforsvar, som løbende informerer om aktuelle svindelnumre i omløb.
Advarer direkte på mobilen
Mit digitale selvforsvar er en gratis app, der hjælper brugere med at navigere mere sikkert online.
Når der er fupmails, falske sms’er eller mistænkelige webshops i omløb, sender appen en notifikation direkte til telefonen.
Appen giver samtidig konkrete råd til, hvordan man genkender phishing og andre former for digital svindel.
Den dækker alt fra mails og sms’er til opkald og falske konkurrencer.
Læs også
Brugerne kan også selv tippe om svindel, de møder i hverdagen, så andre kan blive advaret i tide.
Det er desuden muligt at tilføje op til fem venner eller familiemedlemmer i appen og dele advarsler med dem.
På den måde kan man hjælpe hinanden med at gennemskue mistænkelige beskeder og links.
Bredt samarbejde bag appen
Mit digitale selvforsvar blev udviklet i 2017 i et samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.
I dag drives og udvikles appen af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden i samarbejde med en række myndigheder, virksomheder og organisationer.
Læs også
Appen er gratis og kan hentes i både App Store og Google Play til iOS og Android.