Hold øje: Sender brev til 260.000

Advarsler
Foto: Skattestyrelsen / Twitter.com
Snart dumper et brev ind i e-Boksen.

Lige nu læser andre også

Skattestyrelsen fortæller onsdag i en pressemeddelelse, at man i disse dage sender breve til 260.000 små og mellemstore virksomheder om et nyt rentefrit momslån, der kan ansøges om fra i dag. Virksomhederne kan søge om at låne den moms, de rettidigt angav den 1. marts 2021.

Det sker - ifølge styrelsen - for at styrke danske virksomheders likviditet under corona-krisen kan små og mellemstore virksomheder, der rettidigt har angivet moms den 1. marts i år, få udbetalt beløbet igen som et rentefrit lån. Det betyder, at små virksomheder rentefrit kan låne momsen, der vedrører 1. og 2. halvår 2020. Mellemstore virksomheder kan låne momsen, der vedrører 3. og 4. kvartal 2020.

De rentefrie momslån kan søges fra i dag og frem til 14. april i år.

"For at sikre, at virksomhederne er opmærksomme på, at låneordningen åbner i dag, har vi sendt breve til de omkring 260.000 virksomheder, vi skønner, kan bruge ordningen. I brevene oplyser vi om betingelser for lånet, og hvordan man søger," siger Johanne Lykke Aggergaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Ansøgningerne om udbetaling af lånet skal ske gennem virk.dk, men behandles af Skattestyrelsen. Skattestyrelsen behandler alle ansøgninger om lån inden for 12 arbejdsdage. Lånet skal tilbagebetales 1. februar 2022.

Ikke alle kan få

Inden et lån udbetales til virksomhederne, kontrollerer Skattestyrelsen, at virksomhederne opfylder betingelserne for overhovedet at få et lån.

"Det er min forventning, at langt de fleste virksomheder, der søger, også vil få et lån. Vores erfaring fra de øvrige låneordninger er, at de afslag, der er givet, hovedsageligt skyldes, at virksomhederne ikke har angivet den moms eller A-skat til tiden, som de vil låne," siger Johanne Lykke Aggergaard.

Virksomheder vil dog også få afslag på lånene, hvis de inden for de seneste tre år har fået fastsat fx moms, A-skat eller afgifter foreløbigt, fordi de ikke har indsendt en angivelse, som de skulle, og ikke har rettet op på forholdet efterfølgende. Det kan dog også være, hvis ejeren eller en person i virksomhedens ledelse inden for de sidste 10 år er dømt for skatte- eller afgiftssvig. Virksomheder, der er under likvidation, konkurs eller tvangsopløsning vil ligeledes få afslag på lån.

Virksomheder, som har gæld til staten, kan være omfattet af lånemuligheden. For disse virksomheder vil lånet imidlertid ikke blive udbetalt til virksomheden, men vil i stedet blive brugt til at dække virksomhedens gæld helt eller delvist.

 

Anbefalet til dig