For mange danskere fristes: Derfor advares der nu

Advarsler
Foto: Shutterstock
Nu føler Landbrugsstyrelsen, at der er behov for at advare

Lige nu læser andre også

En grøn souvenir fra rejsen kan være en katastrofe for dansk natur. Sådan lyder advarslen fra Landbrugsstyrelsen. 

Styrelsen advarer i en pressemeddelelse mod en af de fristelser, der potentielt kan ramme mange af de danskere, der i disse dage nyder det søde sommerliv under varmere himmelstrøg. 

"Det kan være fristende at tage eksotiske planter eller frø med hjem fra ferien, men det kan både være skadeligt for naturen og forbudt at bringe til Danmark. Lad hellere være"

Det 'perfekte' minde

Rejsefeberen er igen over landet efter coronanedlukningen. For mange er Vesterhavet nu skiftet ud med Middelhavet, Himmelbjerget med Mallorcas bjerge eller København med Paris. Her kan en plante fra feriestedet virke som det helt perfekte minde om en uforglemmelig rejse. Men det er en dårlig idé, lyder advarslen fra Landbrugsstyrelsen, der står for importkontrol med planter til Danmark

"Netop nu er mange danskere på vej ud at rejse, og her kan det være fristende at tage en plante med hjem, men det er altså en dårlig idé. Planterne kan nemlig bære på skadelige bakterier, virus, biller eller svampesygdomme, som ikke kan ses med det blotte øje," siger enhedschef Kristine Riskær fra Landbrugsstyrelsens enhed for Planter & Biosikkerhed.

Landbrugsstyrelsen opfordrer de rejselystne danskere til at tænke sig om en ekstra gang, før de tager planter med hjem fra rejsen. For selvom det i mange tilfælde kan være fuldt lovligt, og selvom planten ser sund og rask ud, kan det få store konsekvenser både for dansk natur og for gartnerier og planteskoler.

Er du i tvivl? Så lad være

Inden for EU er der åbne grænser. Det betyder, at hvis du rejser til Danmark fra et andet EU-land, kan du generelt frit medbringe alle typer af planter til privat brug. Dog er der særlige regler for udryddelsestruede planter. Det gælder for eksempel de fleste kaktusplanter og orkideer, der er forbudte at importere eller kræver en særlig tilladelse

"Der er mange regler på det her område, og derfor er vores råd også, at man skal undgå at tage planter med hjem fra sin ferie. Hvis man er det mindste i tvivl om reglerne, så lad hellere være. Man kan nemlig risikere at indføre insekter og plantesygdomme, der kan være en katastrofe for vores natur," advarer enhedschef Kristine Riskær fra Landbrugsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Hvis man alligevel vil have planter med hjem fra sin ferie, er det vigtigt, at man er opmærksom på reglerne og kender risikoen. Hvis en alvorlig planteskadegører først får held til at slå sig ned i Danmark, kan det nemlig være næsten umuligt at bekæmpe den effektivt.

Reglerne på området

Hvis du rejser til Danmark fra et andet EU-land, kan du medbringe de fleste typer af planter til privat brug. Dog gælder der særlige regler for udryddelsestruede planter omfattet af Washingtonkonventionen.

Hvis du rejser til Danmark fra et land uden for EU, er der krav om, at planter, planteprodukter, frø, frugt og snitblomster skal følges af et plantesundhedscertifikat fra oprindelseslandet. Det officielle certifikat attesterer, at planterne er fundet fri for alvorlige skadegørere. Planter til plantning samt en række planteprodukter kræver ikke blot plantesundhedscertifikat, men skal også importkontrolleres ved ankomst til Danmark. Derfor er det vigtigt, at man på forhånd anmelder til Landbrugsstyrelsen, at man tager disse planter med til Danmark. Landbrugsstyrelsens importkontrol er gebyrbelagt.

Du kan læse mere om reglerne her.

 

Anbefalet til dig