"Meget bekymret" for sårbare kæledyr: Frygtes at sidde i corona-klemme

Advarsler
Faldet i antallet af sager skaber stor bekymring. Foto: Shutterstock
Dyr i udsatte hjem kan kommer i klemme under coronakrisen. Det fortæller Dyrenes Beskyttelse.

Lige nu læser andre også

Dyrenes Beskyttelses har markant færre sager om vanrøgtede kæledyr og husdyr. Siden statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned den 11. marts, er antallet af henvendelser til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 om dyreværnssager faldet med 22 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Det vækker bekymring hos Danmarks største og ældste dyrevelfærdsorganisation. 

Det fortæller Dyrenens Beskyttelse i en pressemeddelelse. 

”Det er en sårbar situation, vi som samfund står i, og jeg er meget bekymret for, hvilke konsekvenser det her kan få for kæledyr og husdyr i udsatte hjem. Tallene fra perioden før krisen var meget på linje med sidste år, og så kom der er et markant fald i henvendelser til vores vagtcentral 1812, da landet lukkede ned. Vi har haft omkring 100 færre sager i denne periode, når vi sammenligner med samme periode sidste år. Jeg tror desværre, at det er udtryk for, at når folk ikke besøger hinanden så ofte som før i hinandens hjem, så fatter man heller ikke mistanke om dyr, der udsættes for dårlige forhold,” siger Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

Kommer med klar opfordring

Dyrenes Beskyttelse er på den baggrund ude med en klar opfordring: ring 1812, hvis du har mistanke om dyr i nød.

”Vi vil ikke have, at folk farer ud og begår selvtægt, men vi vil gerne have, at man er opmærksom i sin hverdag, og hvis der er den mindste mistanke om dyr, der lider overlast, så ring til os på 1812. Så kommer vi ud og tjekker op på forholdene. Vores beredskab er klar til fortsat at håndtere dyreværnssager som før krisen. Og vi følger naturligvis myndighedernes retningslinjer og tager alle forholdsregler for at mindske smitterisiko,” siger Yvonne Johansen.

Flere sager om vilde dyr i nød

Samlet set modtager Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flere henvendelser end sidste år, også mens landet har været lukket ned, men det er nogle andre sager, borgerne ringer om. Mens antallet af dyreværnssager er faldet, så er der sket en mærkbar stigning i henvendelser til vagtcentralen fra folk, som finder vilde dyr i nød. Det er der formentlig en god forklaring på, lyder det fra Yvonne Johansen.

”Det er lidt den samme tendens, vi ser omkring ferier, og når solen skinner. Så bevæger danskerne sig ud i haven og ud i naturen, hvor de ser ting, der normalt ikke ville blive opdaget. Og så ringer de til os, og det er vi glade for, for det giver os mulighed for at hjælpe. Men det er altså ikke udtryk for, at vilde dyr som sådan er mere i nød under coronakrisen. Faktisk viser vores tal omvendt, at langt færre hjorte bliver kørt ned, hvilket formentlig skyldes, at der er mindre trafik på vejene, og for dyr og bilister er det trods alt en positiv ting,” siger hun.

Dyrenes Beskyttelses vagtcentral har siden 11. marts modtaget 805 henvendelser om påkørte hjorte mod 939 i samme periode sidste år, hvilket er et fald på 14 pct. Det er til trods for, at niveauet ellers lå 18 pct. højere i år i perioden før krisen indtraf.

I disse tilfælde skal du ringe 1812

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 har eksisteret siden 2011, og her sidder uddannet personale klar døgnet rundt til at hjælpe med sager om dyr i nød, og alle henvendelser behandles anonymt.

Vagtcentralen modtager mere end 100.000 opkald om året. Du kan fx ringe til vagtcentralen 1812 hvis:

  • Du finder et dyr med tydeligt tegn på sygdom eller skade
  • Du har mistanke om vanrøgt af hus- eller landbrugsdyr
  • Du har mistanke om uansvarligt ejerskab
  • Du har påkørt et dyr, som overlever ulykken

 

Anbefalet til dig