Når temperaturen falder, falder elbilens rækkevidde med den.
Men en simpel funktion i de fleste elbiler kan faktisk afhjælpe problemet – hvis bare ejerne vidste, at den eksisterede.
En ny undersøgelse viser, at hele 56 procent af elbil-ejere ikke bruger bilens mulighed for at forvarme batteriet.
Og for 16 procent skyldes det udelukkende, at de slet ikke ved, at funktionen findes.
Det kan resultere i både markant lavere rækkevidde og langsommere opladning.
Det skriver Boosted.
Kulden dræner batteriet
Når temperaturen rammer frysepunktet, kan en elbil miste op til 50 procent af sin rækkevidde.
Lav temperatur hæmmer de elektrokemiske processer i batteriet, hvilket øger modstanden og dermed forringer effektiviteten.
Samtidig tager opladningen længere tid, hvis batteriet er koldt.
For at modvirke dette har de fleste elbiler en funktion, der forvarmer batteriet, så det opnår en optimal temperatur på 20-40 grader.
Dette kan halvere opladningstiden – men mange bilister udnytter det ikke.
Sådan aktiverer du forvarmning
Forvarmning kan typisk aktiveres via en knap i bilens system, men i mange modeller sker det også automatisk, hvis føreren indtaster en hurtiglader som destination i bilens navigation.
Hvis bilen ikke har forvarmningsfunktionen, findes der alternative løsninger.
Det kan for eksempel hjælpe at parkere bilen i en garage eller lade den op umiddelbart efter kørsel, mens batteriet stadig er varmt.
Elbil-ejere opfordres derfor til at undersøge, om deres bil har forvarmningsfunktionen – og i så fald sørge for at bruge den.