Danskerne vender ryggen til benzin og diesel og drømmer i stigende grad om at sætte strøm til bilen. En ny landsdækkende undersøgelse foretaget af YouGov for Circle K viser, at hver fjerde dansker overvejer at anskaffe sig en elbil i 2025. Det er en markant stigning fra 2023, hvor det kun gjaldt 16 procent.
Til sammenligning overvejer kun 13 procent at købe en benzinbil og endnu færre hælder til hybrid (6 procent), diesel (3 procent) og plug-in hybrid (2 procent). De fossile biler er altså på hastigt tilbagetog i Danmark. Det fortæller Circle K i en pressemeddelelse.
”Danskerne har for alvor taget elbilen til sig. Vores undersøgelse viser, at selvom antallet af elbiler er vokset eksplosivt de seneste fem år, forstærker det blot danskernes appetit på at skifte til el. Elbilen er ikke længere fremtid, men det foretrukne valg for mange danskere,” siger Trine Vendelboe, produktchef for El i Circle K.
Konkurrencen på lademarkedet skal styrkes
Den markante stigning i antallet af elbiler på de danske veje stiller store krav til ladeinfrastrukturen. For at imødekomme behovet investerer Circle K over 2 milliarder kroner i 2.000 lynladepladser frem mod 2030. Siden 2020 har selskabet etableret tre nye lynladepladser om ugen, og i 2025 runder Circle K 786 lynladepladser i hele landet.
Men hvis Danmark skal fastholde farten i den grønne omstilling, kræver det mere end nye ladestandere. Lademarkedet skal gøres mere gennemsigtigt, hvilket kræver et opgør med uigennemskuelige priser og dyre abonnementer, der hæmmer konkurrencen og binder forbrugerne.
Kræver politisk handling
”Det er helt afgørende, at det er nemt og gennemskueligt at lade sin elbil – og at forbrugerne frit kan vælge den ladeløsning, der passer dem bedst. Derfor investerer vi massivt i ladeinfrastruktur, der er tilgængelig for alle. Men vi har også brug for politisk handling, så lademarkedet bliver mere fair og åbent”, siger Trine Vendelboe.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt centrale aktører som Klimarådet og Forbrugerrådet Tænk har påpeget, at lademarkedet er præget af uigennemsigtighed og høj kompleksitet, hvilket betyder, at halvdelen af de danske elbilister med hjemmeopladning betaler for meget for opladning af elbilen.
Circle K støtter op om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens konklusioner og efterspørger politisk handling, der kan sikre et mere åbent og gennemsigtigt marked. Det vil nemlig være til gavn for både forbrugerne og klimaet.
Om undersøgelsen
25 procent af danskerne overvejer at anskaffe en elbil i 2025 (mod 16 procent i 2023)
13 procent overvejer at købe en benzinbil, 6 procent en hybridbil, 3 procent en dieselbil og 2 procent en plug-in hybrid
51 procent overvejer ikke at anskaffe en bil i 2025
Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Circle K i 2025 blandt 1.001 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18-65 år
Circle K
Investerer over 2 milliarder kroner i 2.000 lynladepladser inden 2030
Vil gøre det lige så nemt at “tanke” strøm som benzin og diesel
Opladning kræver ikke abonnement – betaling sker nemt med betalingskort eller i Circle K-appen
Prisen er 3,59 kr. pr. kWh – man betaler kun for det strømforbrug, man bruger