I de første tre måneder af 2025 kom der 37.435 nyregistrerede biler ud på de danske veje.
Det betyder, at salgsniveauet fra sidste år fastholdes med en mindre stigning på 1,5 procent.
Første kvartal blev afsluttet med 14.987 nyregistreringer i marts måned, hvilket var en tilbagegang i salget på 11,2 procent sammenlignet med marts 2024.
"Marts bød på et nedadgående udsving i bilmarkedet, og selvom det selvfølgelig ikke er noget, vi glæder os over, er det heller ikke noget, der giver anledning til større bekymring. Vi hæfter os ved, at salgsniveauet for første kvartal er stabilt sammenlignet med sidste år, og at de danske forbrugere stadig udviser interesse for nye biler," siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark.
Salget af biler i Danmark stiger stadig.
Der blev solgt 24.537 nye elbiler i første kvartal, og det svarer til en stigning på 62 procent sammenlignet med de tre første måneder af 2024.
Også i marts måned 2025 steg elbilsalget med 39 procent, da der blev indregistreret 9.855 nye elbiler – på trods af at personbilsalget overordnet var i tilbagegang sammenlignet med marts 2024 ifølge bilstatistik.dk.
Elbilerne udgjorde langt størstedelen af bilsalget i første kvartal med en andel på 65,5 procent af det samlede salg.
"Elbilerne har i fyldt markant mere i bilsalget i første kvartal sammenlignet med tidligere. Udbredelsen af elbiler er et vigtigt værktøj i nedbringelsen af CO₂-udledningen i Danmark, men med den nuværende bilbeskatningsmodel står flere af de mest populære elbilmodeller til at blive markant dyrere fra januar," siger Mads Rørvig og fortsætter:
"Hvis udviklingen skal fortsætte, kræver det at der fra politisk hånd sikres gode rammevilkår, og netop nu er der en historisk god mulighed for at lave en langsigtet model for bilbeskatningen, der både er mere simpel og fortsat gør det attraktivt at vælge elbilen til."
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om bilsalget i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk.
Selvom Tesla har været i modvind på det sidste, er deres Model Y stadig ganske populær.
Herunder kan du se listen over de 10 mest populære elbiler i 2025.

Foto: Mobility Denmark