Jørgen Gunnerstad var godt tilfreds med sin Audi e-tron – lige indtil gasdæmperne til bagklappen begyndte at svigte.
Da han kontaktede en autoriseret Audi-forhandler for at få dem udskiftet, fik han en pris, der efterlod ham målløs: 30.000 norske kroner – svarende til 20.000 danske kroner.
Det skriver mediet Boosted.
Den høje pris fik Jørgen Gunnerstad til at undersøge andre muligheder.
Han fandt hurtigt uoriginale gasdæmpere til 3.000 norske kroner, men besluttede sig i stedet for at gå efter originale reservedele.
Efter lidt research fandt han et reservedelsfirma, der solgte brugte originale gasdæmpere fra en 2020-model – og de passede perfekt på hans bil.
Audi: "Et engangstilfælde"
Til sidst endte Jørgen Gunnerstad med en samlet regning på 8.700 norske kroner, inklusive montering, som endda blev udført af en mekaniker hos Audi.
Men selvom det lykkedes ham at spare en betragtelig sum penge, understreger Audi, at det ikke er en service, andre kunder skal forvente.
"Det er en engangssag lavet for at imødekomme kundens behov og ønsker," siger Madeleine Schöyen, kommunikationschef hos Sulland i Bodø.
Audi ønsker ikke at kommentere på, om 20.000 kroner for et sæt gasdæmpere er urimeligt.
De forsvarer sig med, at de altid tilbyder "reservedele til konkurrencedygtige priser."