Der er noget magisk ved et sæt helt nye dæk.
Ikke alene får din bil et visuelt løft med fire kulsorte, skinnende skiver, men køreoplevelsen forbedres også markant.
Larmen fra de gamle, slidte dæk forsvinder, vejgrebet er bedre, og du føler dig pludselig som en professionel racerkører – i hvert fald indtil du rammer den første fartbump.
Dog er der én ting ved nye dæk, som får mange til at rynke på panden - nemlig de små 'hår', som du måske allerede kender.
Har de en vigtig funktion? Eller er de bare dækindustriens svar på overskæg?
Det svarer mediet AD nu på.
De små gummihår
Lad os aflive en myte med det samme.
De små gummihår, der også har navnet 'vent sprues', har absolut ingen betydning for dækkets ydeevne. De er simpelthen bare en bivirkning af produktionsprocessen.
Dækfremstilling er en kompliceret affære, hvor rågummi formes, hærdes og vulkaniseres for at opnå den perfekte blanding af fleksibilitet og slidstyrke.
Forestil dig, at et dæk starter som en blød klump gummi - lidt ligesom en dej. For at få sin endelige form bliver det presset ind i en hård støbeform, der har det mønster, som skal være på dækkets overflade.
Men her kan der opstå et problem.
Hvis der er luft i formen, kan det give huller eller ujævnheder i dækket. Derfor har formen en masse små lufthuller, der hjælper luften med at slippe væk – ligesom når man prikker hul i en kagedej for at undgå luftbobler.
Samtidig slipper en lille smule flydende gummi også ud gennem de små huller. Når dækket hærder, efterlader det de små fine gummidutter, du kan se på et helt nyt dæk.
Skal de væk?
Hvis du synes, at dækkene ser lidt usoignerede ud med deres 'overskudshår', kan du roligt tage en saks og klippe dem af.
Ellers vil de fleste forsvinde af sig selv efter et par hundrede kilometers kørsel.
De små hår på dine nye dæk er altså ikke et tegn på dårlig kvalitet, men blot et bevis på, at dine dæk er spritnye – og klar til at tage dig med på friske eventyr på landevejen.