Et nyt tiltag kan få stor betydning for bilister i hele EU og ændre den måde, hastighedsovertrædelser håndteres på i fremtiden.
Hvad end turen går til arbejde, fritidsaktiviteter, indkøb eller måske en smuttur over grænsen, så er bilen for mange nærmest blevet en forlænget arm i hverdagen.
Derfor vækker det altid opsigt, når der kommer nye regler eller ny teknologi, som kan ændre måden, vi kører på. Bilister har efterhånden vænnet sig til flere elektroniske hjælpemidler bag rattet.
Nu kan endnu et system være på vej, og det kan ende med at få stor betydning for millioner af bilister i Europa.
Det skriver mediet The Telegraph ifølge 24chasa.
Stadig på tegnebrættet
Europa Kommissionen undersøger muligheden for et nyt system, der automatisk kan gribe ind, hvis en bilist kører hurtigere end den tilladte hastighed.
Ifølge den britiske avis The Telegraph er arbejdet fortsat på et tidligt stadie, og der er endnu ikke truffet en endelig beslutning.
Planen går ud på, at nye biler skal kunne registrere fartgrænser ved hjælp af satellitnavigation, digitale kort, 5G signaler og kameraer, som aflæser vejskilte.
Hvis bilen registrerer en hastighed over grænsen, vil systemet automatisk begrænse motorkraften, så farten reduceres.
Ifølge mediets oplysninger drøfter Europa Kommissionen forslaget med både bilproducenter og trafiksikkerhedsorganisationer.
Bliver idéen til virkelighed, kan der være tale om den største ændring af bilernes sikkerhedssystemer i flere årtier.
Gælder kun nye biler
Fra juli 2024 er alle nye biler, der sælges i EU, allerede udstyret med Intelligent Speed Assist, også kaldet ISA.
Systemet registrerer den gældende fartgrænse og advarer føreren med lyd, vibrationer eller en besked på instrumentbrættet. Bilisten kan fortsat vælge at ignorere advarslen.
Det nye forslag går et skridt videre ved automatisk at begrænse bilens hastighed. I nødsituationer kan systemet dog efter planen midlertidigt deaktiveres, så føreren kortvarigt kan accelerere.
Der bliver samtidig arbejdet med spørgsmål om cybersikkerhed og beskyttelse mod digitale angreb, da systemet vil få en central funktion i bilens styring.
En talsperson fra Europa Kommissionen oplyser ifølge The Telegraph, ‘der endnu ikke foreligger et endeligt forslag’. Samtalerne har alene til formål at undersøge, om de nuværende sikkerhedsregler bør ændres.
Hvis forslaget senere bliver vedtaget, vil reglerne kun omfatte nyproducerede biler, der sælges i EU.