Denne uge prøvekører journalister fra hele Europa den nye specialudgave Mustang Bullitt, der hylder den ikoniske bil.
Specialudgaven fejrer filmens 50-årsjubilæum og er udstyret med en optimeret version af Fords 5-liters V8-motor, der leverer hele 460 hk og et moment på 529 Nm.
”Intet indkapsler Mustangs ånd og begejstring på samme måde som den fantastiske biljagt i ’Bullitt’,” siger Steven Armstrong, topchef i Ford Europa. ”Den nye Mustang Bullitt giver smæk for skillingen med endnu flere hestekræfter og topmoderne teknologi, samtidig med at den – ligesom Steve McQueen – oser af underspillet coolness.”
Overflod af eksklusive detaljer
Den nye Bullitt kommer i samme klassiske Dark Highland Green-farve, som originalen gjorde for 50 år siden. Den fås også i Shadow Black. Specialmodellen er udstyret med 19” klassiske Torq Thrust-fælge og sportsrøde Brembo-bremsekalibre.
Indvendigt er dens Recaro-sportssæder betrukket med grønne syninger, mens en individuelt nummereret plakette pryder passagersiden foran. Også en hvid, billardkuglelignende gearknop tipper hatten til modellen fra 1968.
Specialudgaven kommer derudover med Fords nye 12” digitale LCD-instrumentpanel og et eksklusivt B&O-lydanlæg, der blæser hele 1000 watt gennem 12 kraftige højttalere.
Forstærket V8-brøl
Mustangs muskuløse V8-motor har et angivet forbrug på 8,1 km/l og et CO2-udslip på 277 g/km. Motoren er baseret på Fords 5-liters V8’er, som i specialudgaven er forstærket med nyt induktionssystem og indsugningsmanifold. Disse giver motoren bedre luft- og benzintilførsel og mere råstyrke.
En speciel rev-matching-teknologi i bilens 6-trins manuelle gearkasse anvender motorens elektriske kontrolsystem til midlertidigt at øge hastigheden, når der geares ned. Dette gør gearskift hurtigere og blødere og afgiver en omdrejningslyd, der går lige i nakkehårene.
Når man sætter sig ind den nye Mustang Bullitt, mødes man tilmed af en unik velkomstskærm, der erstatter det velkendte ponylogo med et billede af selve bilen. Andre features, der ligeledes gør honnør til McQueen-modellen fra dengang, inkluderer diskrete kromdetaljer omkring den unikke sorte frontgrill, som er helt uden emblemer.
Bullitt kommer også med den avancerede støddæmperteknologi MagneRide, der ved hjælp af magnetisme tilpasser støddæmpningens stivhed og giver ideel støddæmpning i forhold til køremønsteret.
Også V8-motorens klassiske brøl forbedres med en aktiv ventil på udstødningen.
Den originale ’Bullitt’-Mustang
I sommer blev den ikoniske, originale Ford Mustang GT Fastback fra 1968 for første gang vist frem i Europa. Det skete i forbindelse med Goodwood Festival of Speed i England.
’Bullitt’, som havde premiere 17. oktober 1968, havde faktisk to identiske Mustang GT Fastbacks med i filmen, som efter optagelserne gik hver sin vej. Bilen, som Steve McQueen kørte i filmen, blev solgt til en privat køber, mens den anden bil, som blandt andet blev brugt til filmens mange stunts, blev sendt til skrot.
Sean Kierman ejer i dag førstnævnte Mustang, som han har arvet fra sin far, Robert, der købte bilen i 1974. For at opfylde familiens drøm om at vise den berømte bil frem tog Sean kontakt til Ford.
Sammen med den nye Mustang Bullitt blev originalen for første gang fremvist på den internationale biludstilling i Detroit samt Geneve Motor Show, inden den kom til England og deltog i Goodwood Festival of Speed.