Nyheder24.dk
Forside Politik Gik ikke som håbet til folketingsvalget: Nu lukker dansk parti

Gik ikke som håbet til folketingsvalget: Nu lukker dansk parti

Christiansborg,folketinget,politik
Shutterstock

Hun havde et erklæret mål om at rydde op i lovarbejdet i Folketinget. Nu er projektet slut, og partiet bliver lagt i graven.

Theresa Scavenius har officielt lukket sit parti, Grønne Demokrater. Det oplyser hun til nyhedsbureauet Ritzau.

Partiet gjorde et forsøg på at komme med til forårets folketingsvalg, men de fik ikke indsamlet nok vælgererklæringer. Scavenius besluttede sig derfor for at gå til valg som løsgænger, men stemmerne rakte dog ikke til et mandat.

Med lukningen står hun nu helt uden partimedlemskab, og hun stiller ikke op igen. I stedet vil hun bruge sin tid på forskning og formidling, lyder det.

Glad for tiden i Folketinget

I en skriftlig kommentar gør hun status over de år, hun nåede at tilbringe som politiker i Folketinget.

“Det har været helt fantastisk at få lov til at være demokratiets og borgernes vagthund i Folketinget og samtidig få indsigt i, hvordan politik foregår og ikke foregår,” skriver Theresa Scavenius ifølge Ritzau.

“Nu glæder jeg mig til at bruge mine erfaringer i mit videre arbejde med forskning, analyser og formidling.”

Ikke hendes første parti

Scavenius blev valgt for Alternativet i 2022, men blev senere løsgænger og stiftede Grønne Demokrater i 2024. Da hun opgav at få partiet opstillet, havde det 8760 godkendte vælgererklæringer, hvorefter hun forsøgte at stille op på egen hånd.

Ved lanceringen af partiet tilbage i august 2024 lovede partiet at stoppe forhastet lovgivning og hurtige løsninger. Folketingsmedlemmerne skulle ved alle tre behandlinger af et lovforslag kunne rejse bekymringer og hente eksperter ind.

I 2021 grundlagde hun desuden Momentum, da hun for første gang havde valgt at forlade Alternativet. Momentum fik ingen pladser i Borgerrepræsentationen i København samme år og var langt fra antallet af vælgererklæringer, der kræves for at kunne stille op til Folketinget.

Partiet holdt pause i 2022 og blev siden en del af Alternativet, der formåede at sikre sig seks mandater ved valget, hvoraf et af dem gik til Scavenius.

Ads by MGDK