Ifølge en ny undersøgelse fra Alm. Brand har 71 % af de danske boligejere ikke gennemført forbedringer for at beskytte deres hjem mod vejrrelaterede skader i løbet af de seneste fem år.
Dette sker til trods for, at næsten halvdelen af boligejerne ved, hvordan de kan sikre deres bolig mod vandskader og stormskader.
Klimaforandringerne øger risikoen
Med stigende tilfælde af oversvømmelser og storme bliver boliger i Danmark stadig mere udsatte.
Undersøgelsen afslører, at selvom 48 % af boligejerne ved, hvordan de kan beskytte deres hjem mod oversvømmelser og stormflod, har de fleste endnu ikke taget affære.
Jan Graversgaard, direktør for Bygning, Løsøre, Indbo & Rejse i Alm. Brand, påpeger, at manglende handling gør boligejerne mere sårbare: "Mange danske boligejere har den nødvendige viden om, hvordan de selv kan sikre deres bolig mod vejrrelaterede skader. Derfor er det positivt, at 27 % har fået foretaget skadesforebyggende tiltag, men når 71 % fortsat ikke har gjort det, er det klart, at de er mere udsatte for at blive ramt af vejrrelaterede skader."
Føler sig sikre trods risiko
Et af de mest opsigtsvækkende resultater i undersøgelsen er, at 78 % af boligejerne tror, at deres bolig allerede er tilstrækkeligt sikret mod voldsomt vejr de næste fem år.
Samtidig planlægger 73 % ikke at iværksætte skadeforebyggende tiltag inden for det næste år.
Ifølge Jan Graversgaard er der behov for øget bevidsthed: "Klimaforandringerne er allerede en realitet og påvirker rigtig mange danskere. Det så vi med stormfloden i 2023, men også i 2024 har vi fået rigtig meget nedbør. I det lys er det en smule overraskende, at så mange danske boligejere ikke har fået lavet skadesforebyggende tiltag."
Håndværkerfradrag kan gøre en forskel
Som et led i at styrke boligejernes indsats mod klimaskader har regeringen valgt at genindføre håndværkerfradraget i 2025.
Fradraget målrettes blandt andet klimasikringsprojekter, hvilket kan motivere flere til at tage action.
Sådan kan boligejere forebygge vejrskader
For dem, der ønsker at tage affære, anbefaler Alm. Brand en række konkrete tiltag til at beskytte boligen:
Ved at tage disse forholdsregler kan danske boligejere bedre ruste sig mod de stigende klimatiske udfordringer og mindske risikoen for dyre skader.