Luksuriøse godser og gårde: Her er Danmarks dyreste landejendomme

10/05/2020

Rikki Tholstrup Jørgensen

Haregabgaard: Foto: Ivan Eltoft Nielsen
Ekstravagante stuer, vilde voldgrave, imponerende stalde og overdådige grunde. Der er ikke mangel på hverken plads eller eksklusive goder, der følger med landets dyreste landejendomme: Godser og gårde, der alle er til salg lige nu for markedets vildeste summer.*

Mest læste i dag

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Fra eventyrøen Fyn til kongernes Nordsjælland spreder de dyre ejendomme sig over utallige værelser og hektar jord til udbudspriser, der starter på 40 millioner og slutter på den anden side af 80.

Her er landets dyreste landejendomme

1.  Haregabgaard

Landets absolut dyreste landejendom ligger op ad Gribskov i Nordsjælland og er en lystejendom fra 2002. På de 26,5 hektar jord er der både en stor terrasse med svømmepøl, staldbygninger med 27 hestebokse og en overdækket ridebane.

Selve stuehuset har næsten 500 kvadratmeter bolig, der spreder sig over store stuer - og i kælderen er der både biograf og plads til vinflaskerne.

Pris: 85 millioner kroner

Se landejendommen her 

2. Nakkebølle Gods

På den næstdyreste landejendom - Nakkebølle Gods på Fyn - kan man vist ikke undgå at føle sig en lille smule royal på herregården, der er omgivet af vand og har en gobelin-besat spisesal.

Herregården, hvor hovedbygningen stammer fra 1559, ligger på 36,6 hektar jord ud til Det Sydfynske Øhav udenfor Faaborg. I alt er det over 1.100 kvadratmeter bolig medregnet et anneks og et stråtækt gæstehus.

Pris: 60 millioner kroner 

Se landejendommen her 

3. Sandbjerggaard

På næsten 30 hektar jord udenfor den nordsjællandske by Hørsholm ligger Sandbjerggaard. Den 550 kvadratmeter store firelængede gård er fra 1900  og har stalde, ridebane og folde. Der er også blevet plads til en tennisbane, en svømmepøl og et orangeri.

Ejendommen er ifølge Boliga.dk ejet af den konservative politiker og forretningsmand Christian Kjær.

Pris: 52 millioner kroner

Se landejendommen her 

4. Østrupgård

Ved Gundsømagle Sø på Østsjælland ligger den historiske ejendom Østrupgård fra 1819 på omkring 68 hektar jord med gode jagtmuligheder.

Udover den mere end 500 kvadratmeter store bolig, er der også en svømmepøl på grunden, en jagtstue og stalde med plads til heste.

Pris: 42 millioner kroner

Se landejendommen her 

5. Gyldensteen Gods

Endnu et gods på Fyn har titlen af Danmarks femte dyreste landejendom til salg lige nu. Gyldensteen Gods har rødder tilbage fra 1640 og ligger på 8,4 hektar jord udenfor Bogense på Nordfyn.

Den historiske bygning er bygget i hollandsk Renæssance-stil og serverer både voldgrave, pejsestuer og flere biblioteker på de 1.600 kvadratmeter bolig.

Pris: 40 millioner kroner

Se landejendommen her 

 

Anbefalet til dig