Milliondyr modebolig: Chefredaktør sælger vild penthouselejlighed

20/04/2020

Rikki Tholstrup Jørgensen

Foto: Ivan Eltoft Nielsen
I over et årti har chefredaktør for det danske modeblad ELLE, Cecilie Ingdal, boet i sin penthouselejlighed på Sankt Annæ Plads midt i hovedstaden.

Mest læste i dag

En lejlighed, som hun købte tilbage i 2007 og siden har bygget om - og nu mere end ti år senere er den kommet til salg.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Modekvindens 150 kvadratmeter store hjem ligger på fjerde sal i en bygning fra 1797 i det indre København midt mellem dronningens residens på Amalienborg Slot og det populære turistmål Nyhavn.

Fra lejlighedens 45 kvadratmeter store, private tagterrasse kan man - ifølge salgsmaterialet fra liebhavermægleren Ivan Eltoft Nielsen - kigge ud over byens tage.

Du kan overtage bolig og beliggenhed, hvis du lægger 15 millioner kroner, som er det Ingdals penthouse et udbudt til salg for.

Et af landets dyreste områder

Da Cecilie Ingdal købte lejligheden for 13 år siden, gav hun 5,3 millioner kroner for den. Siden da er priserne på ejerlejligheder steget eksplosivt i hovedstaden - efter et dyk i årene efter  finanskrisen. 

I dag er lejlighederne i København K, hvor modeguruens hjem ligger,  i gennemsnit udbudt til salg for 56.600 kroner pr. kvadratmeter*, hvilket er nogle af de højeste kvadratmeterpriser på ejerlejligheder i landet.

Det betyder nemlig, at en lejlighed på 100 kvadratmeter i øjeblikket koster omkring 5,66 millioner kroner, det viser tal fra Boliga.dk.

Det er kun overgået af to andre bydele i København: Nordhavn og Frederiksberg C. Her er den gennemsnitlige udbudspris på lige over 60.000 og 57.300 kroner pr. kvadratmeter. Det er henholdsvis seks og 5,73 millioner kroner for en 100 kvadratmeter stor lejlighed.

ELLE er verdens største dameblad og blev lanceret i Danmark i 2008, hvor Cecilie Ingdal indtog chefredaktør-stolen. Hun er også chefredaktør på indretningsmagasinet ELLE Decoration - og så er hun værtinde hvert år, når modefesten og prisuddelingen ELLE Style Awards løber af stablen.

Se Cecilie Ingdals penthouselejlighed her 

Anbefalet til dig