God morgen Vejle,
Jeg hedder Søren Søltoft Holmboe. I dag er jeg én af Byens Stemmer. Jeg er en af folkene bag denne avis og jeg udnytter lige, at jeg har mulighed for at tage bladet fra munden her på denne fine langfredag.
Onsdag aften var jeg ude og lave en artikel om Street Food Vejles BANKO Onsdag. Jeg kan godt lide at glide gennem gaderne i Vejle. Vejle minder mig om et af brokvartererne i København fra dengang, jeg havde min gang derovre. Vejle minder mig om den pæne del af Aarhus og om de skæve gader i Aarhus latinerkvarter. Jeg sidder ikke her på denne snedækkede fredag morgen og forsøger at tale Vejle op til at være hverken København eller Aarhus. Slet ikke. Vejle er Vejle. Men det ændrer ikke på, at jeg får samme fornemmelse af at drive rundt i Vejles gader på en aften som i onsdags, som når jeg driver rundt i gaderne i København eller Aarhus.
BANKO Onsdag på Street Food Vejle. Det her skal vi meget mere af i vores by.
Jeg har selv boet i Vejle af flere omgange. Senest er jeg flyttet tilbage til Vejle i julen 2016. Jeg bor oppe på Søndermarken, hvor min yngste datter går i 7. klasse og min mellemste datter går i 3.G på Rosborg Gymnasium. Min ældste datter er flyttet hjemmefra og er i skrivende stund et eller andet sted i Asien.
Når hun kommer hjem fra Asien flytter hun til Aarhus. Det er der egentligt ikke så meget at sige til. Det er der de største muligheder for videreuddannelse m.m. ligger og venter på hende. Det betyder for en by som Vejle, at vi mangler de der unge mennesker på mellem 21 og 35 år, som i stor stil søger mod større byer i deres ungdom. Er det skidt? På nogle områder ja og på nogle områder nej. Kan vi ændre på det? Ikke helt… Skal vi? Næh.
Sørens ældste datter og svigersøn på vej til Asien fra Vejle Banegård
Vejle nyder godt af en god tilflytning. Vi er en attraktiv by. Vi får flere og flere indbyggere. Vores by vokser og udvikler sig smukt. Vi har stærke arbejdspladser og vi har lækre boligområder. Vi har en enestående natur og så taler vi ret pænt.
Men hvad så med de unge?
De fleste kommer tilbage. Tilbage til byen med et nyt udsyn, nye perspektiver og fornyet energi med mere. Det skal vi ikke være kede af. Det har dog den effekt, at Vejles kulturliv, natteliv, cafeliv med mere lider under at miste den aldersgruppe, der går allermest ud. Og dét er synd.
Men onsdag aften nærede jeg nyt håb. Jeg så alle disse smukke og glade mennesker fordelt over alle aldersgrupper i bybilledet, da jeg besøgte Street Food Vejle under BANKO Onsdag. Og det giver mig energi og et håb om, at Vejle bliver den by i Nordeuropa, hvor vi kommer ud af vores hyggelige stuer – også i vintermånederne og hilser på hinanden, spiser sammen, leger sammen, lever sammen og på den måde etablerer os som den levende by.
Lad os stimle sammen og være den by, hvor Brød og Co. ikke behøver at lukke, hvor en garnshop og en pibebutik kan leve. Hvor caféer ikke behøver at have nachos og burgers på menuen for at overleve. Lad os ses i bybilledet – døgnet rundt. Skaf den der barnepige, kom ud og leg.
Kommunen har tidligere ønsket, at Vejle skulle kunne ses fra månen. Jeg håber, at hvis nogen nogensinde ser på os udefra rummet, at de så vil se, at vi ikke sidder hjemme på matriklen, men at vi fejrer livet ved at mødes i byen og knytter bånd.
En kærlighedserklæring
Jeg elsker Vejle, når jeg passerer Vejlefjordbroen, når jeg sidder på Kaffebaren, når jeg driver rundt i gaderne, når jeg sidder på stadion, når jeg kører på Dæmningen, når jeg spiser burgers, når jeg kører rundt i gaderne på motorcykel, når jeg ser fine butikker, tattoo shops og de brune værtshuse.
Vejle stadion i snevejr
Jeg elsker Vejle, når Vejles gader og spisesteder er fyldt med mennesker, og når jeg kører op ad bakken til Munkebjerg.
Jeg elsker Vejle, når jeg fortæller, hvor jeg bor, og når jeg får gæster udefra. Jeg elsker Vejle, når jeg skriver. Jeg elsker faktisk Vejle så højt, at jeg nu bruger penge, tid og kræfter på at fortælle om alt det, der sker i vores skønne by.
God påske Vejle <3