Frygtet larve breder sig i Danmark
Mange haveejere har de seneste år fået sig en ubehagelig overraskelse, når ellers grønne og tætte buksbombuske pludselig er begyndt at visne, blive nøgne og se døde ud.
Bag ødelæggelserne står en lille larve, som nu viser sig at være langt mere udbredt end hidtil antaget.
Den aggressive buksbomhalvmøl-larve er nemlig registreret i mindst 80 af landets 98 kommuner.
Det viser en ny undersøgelse fra Haveselskabet, der er en nonprofitorganisation for haveejere.
Mere end 3500 personer har svaret på undersøgelsen, som er sendt ud til Haveselskabets over 25.000 medlemmer.
Det skriver B.T.
Æder buskene op
Larven angriber buksbom fra maj til september, og den kan gøre stor skade på kort tid.
Den spiser bladene, gnaver sig gennem stænglerne og kan i sidste ende kvæle hele busken.
For haveejere kan det betyde, at gamle hække, formklippede figurer og dekorative buske pludselig står ødelagte tilbage.
Ifølge Haveselskabet er problemet nu tydeligt i store dele af landet.
“Vi kan se på tilbagemeldingerne fra vores medlemmer, at den er i stort set hele landet, men også at problemet lige nu er mest markant på Sjælland, Fyn og i Østjylland,” siger Brian Christensen, der er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.
Drop kampen, lyder rådet
Flere bekymrede haveejere har forsøgt at bekæmpe larven med forskellige midler, og nogle steder har efterspørgslen været så stor, at butikkerne har meldt udsolgt.
Men kampen kan vise sig at være både dyr og forgæves.
Ifølge eksperter er buksbomhalvmøl-larven tæt på umulig at slippe helt af med, når den først har fået fat.
Derfor lyder rådet fra Haveselskabet, at haveejere bør overveje at erstatte buksbom med andre planter.
For mange danskere kan det betyde et farvel til en klassiker i haven.